Heldagsudflugt til Viborg Domkirke m.m.

Heldagsudflugt til Viborg Domkirke m.m.
27. 05 2018

Centerrådets årlige udflugt, går i år som hovedpunkt til Viborg Domkirke.
 - Planen for udflugten er at vi starter fra Birkebo kl. 10.00 – og kører en smuk vej over Vrads Sande til Dollerup Bakker og Hald sø syd for Viborg – her strækker vi ben og går vi en lille tur og ser på det særprægede landskab, som er dannet under istiden af kilometertykke gletsjere, og smeltevandet har skabt dalene og den over 31 meter dybe Hald Sø. Danmarks smukkeste og mest afvekslende natur blev skabt her og er et af geologiens underværker, siger Bodil Tarp.
 Efter denne pause går turen til den kendte Rindsholm Kro, hvor vi indtager vor frokost/middag - Kroen blev grundlagt i 1315 som færgekro ved Nørre Å, og besøges hvert år af mange historisk interesserede fra hele landet. Her er også Danske soldaters mindelund i kroens park, her er mindesten over faldne soldater, lige fra dragonerne der forsvarede Viborg i 1849, og til mindesten over de mange der har været sendt ud i fredsbevarende missioner, der vil være mulighed for en tur i mindeparken.
 Så går turen til Viborg Domkirke, og er vi mange deles vi i to hold, hvor vi skiftevis drikker kaffe i Dom cafeen og kommer på rundvisning i domkirken.
 Billetter a 200 kr. kan købes på Birkebo torsdag den 31. maj kl. 10-12 og herefter på Østbirk Avis’ kontor i åbningstiden. Der er begrænset plads i bussen, så det er efter først til mølle princippet. Det er muligt at medbringe rollator.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!