Hjemmebag for en god sag



Teddy var kassemester og med sikker hånd puttede han kronerne i Hassel-Husets hvide kassepapparat - naturligvis en kagedåse, velegnet til formålet at gemme penge i.
 Sammen med Tristan, Isabella, Lukas og Frida solgte Teddy kager torsdag formiddag ved SuperBrugsen i Gedved. Børnehaven Hassel-Huset var med i projekt ”Bag for en sag” arrangeret af Børns Vilkår. Og kageudvalget var stort, og de fleste af de forbipasserende lod sig da også friste af udbuddet. Det var også svært at stå for de energiske små sælgere, som bistået af Karina Nørregaard Kristensen og Anne Bork-Larsen passede kageboden og endda modtog Mobile Pay, hvis kontantbeholdningen svigtede hos kunderne.
 - Vi har bagt kagerne dels i Hassel-Huset og dels har forældre og børn været flittige derhjemme, fortæller Karina, som er glad for den gode placering lige ved indgangen til SuperBrugsen.
 - SuperBrugsen har endda været så venlige at sponsorere ingredienserne til kagebagningen i Hassel-Huset.
 En donation som naturligvis gavnede overskuddet for de små bagere i Gedved.
 Mandag, torsdag og fredag har kageboden mødt kundestrømmen i Gedved fra kl. 9,15 til 11,30 om formiddagen og fra 14,30 til 15,30 om eftermiddagen. De øvrige dage er salget foregået fra børnehaven.
 - Børnene har i sidste uge forberedt kagesalget og været meget engagerede, der skal jo laves både skilte, pyntes og vi har talt om formålet at hjælpe andre børn, der har det svært.

Vagtskifte
I Seminariets have, lige på den anden side af vejen, kan man tydeligt høre børneleg. Her leger skifteholdene i ventetiden, til det bliver deres tur til at sælge kager. Der er vagtskifte hver halve time, og ventetiden er bestemt ikke lang. Der er fuld fart over feltet på den dejlige store legeplads i Gedved.
 - Bag for en sag har været et rigtig godt læringsprojekt for børnene i Hassel-Huset, tilføjer Karina og Anne.
 Hassel-Huset har for tiden 27 børnehavebørn og 17 vuggestuebørn, hvoraf de ældste også var sælgere i kageboden.

smileyGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024