Horsens er mest erhvervsvenlig i Østjylland

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Horsens er mest erhvervsvenlig i Østjylland
25. 06 2019
Det går den forkerte vej med erhvervsvenligheden i Østjylland. Samsø er en af landets mindst erhvervsvenlige kommuner, og Syddjurs og Aarhus tager sig en gevaldig rutsjetur i en mindre erhvervsvenlig retning. Horsens er til gengæld den femte mest erhvervsvenlige kommune i hele landet og bedst i Østjylland. Det viser Dansk Byggeris årlige rangliste over kommunernes erhvervsvenlighed 2019.

Af Dansk Byggeri

Erhvervsvenligheden falder i ni ud af 11 østjyske kommuner – og særligt i Syddjurs og Aarhus. Til gengæld fastholder Horsens førerpositionen i Østjylland og er igen i år nummer fem ud 98 kommuner. Det viser Dansk Byggeris analyse af, hvor erhvervsvenlige landets kommuner er.

I analysen er Syddjurs faldet fra plads nummer otte i 2018 og ned til plads nummer 48 i år, og er med en tilbagegang på hele 40 pladser den kommune i Østjylland, som er gået mest tilbage. I Aarhus er erhvervsvenligheden også faldet markant. Den østjyske hovedstad er faldet fra plads nummer 42 i 2018 til plads nummer 74 i år.

- Det er kedeligt, når det går den forkerte vej, men det gør det desværre i langt de fleste af de østjyske kommuner. Heldigvis har Horsens formået at holde fast i en plads i top fem over landets mest erhvervsvenlige kommuner. Det er rigtig flot, og jeg håber meget, at resten af vores østjyske kommuner vil lade sig inspirere af Horsens, som er et bevis på, at hvis man arbejder for sagen, så kommer der også et godt resultat ud af det, siger formand for Dansk Byggeri Østjylland, Michael Ancher.

Norddjurs er den eneste kommune i Østjylland, som har forbedret erhvervsvenligheden, og derfor er rykket fire pladser frem fra plads nummer 47 i 2018 til plads nummer 43 i år. Men selvom erhvervsvenligheden er faldet, så ligger Horsens, Favrskov, Odder, Hedensted, Silkeborg, Skanderborg, Norddjurs, Randers og Syddjurs stadig i den mest erhvervsvenlige halvdel af landets kommuner.

- Så selvom det går den forkerte vej, er der heldigvis også positive ting, og det skal vi også huske at glæde os over. Men både når virksomhederne har travlt, som nu, men også når ordrebøgerne er tynde, er der brug for en erhvervsservice, der er nem og effektiv, så virksomhederne kan bruge kræfterne og tiden på at skabe arbejdspladser og fremgang. Derfor er det vigtigt, at kommunerne hele tiden gør sig umage med erhvervsvenligheden, siger Michael Ancher.

Kun Samsø placerer sig som en af landets mindst erhvervsvenlige kommuner på plads nummer 87.

- De må på med arbejdstøjet og vende tilbagegang til fremgang. Det har de gjort før, så det kan de også gøre igen, siger Michael Ancher.