Hovedgård Friluftsbad er åbnet

Hovedgård Friluftsbad er åbnet
01. 07 2018

Skolernes sommerferie er begyndt og Hovedgård Friluftsbad slår traditionen tro dørene op og åbner det udendørs svømmebassin ved skolen. Allerede fra første dag kunne Rikke Pinjenburg, medlem af Hovedgård Svømmeklubs bestyrelse, berette at der havde været over 100 betalende gæster.
 Om søndagen havde klubben inviteret til et dykker-event hvor Horsens Dykkerklub demonstrerede deres udstyr, sikkerhed og kommunikation. Mere end 30 børn og voksne havde skrevet sig på listen og fik muligheden for at dykke med iltflasker i et kontrolleret miljø med masser af kyndige og erfarne dykkerinstruktører.
 Her på den anden åbningsdag så det fra starten ud til, at besøgstallet skulle slå nye rekorder og det er vel ikke underligt, når luften er 26 og vandet er 25 grader. Det gode vejr kombineret med en særdeles favorabel billetpris på 20 kr. gør, at friluftsbadet nemt kan trække gæsterne væk fra det noget køligere havvand. Der er åbent til bassinet alle ugens dage kl. 12.30 – 17.30 og sikkerheden er i top, da der er uddannede livreddere tilstede i åbningstiden.
 Det gamle friluftsbassin, samt bade- og omklædningsfaciliteter kan i 2019 fejre sin 50 års fødselsdag, hvilket også kan ses flere steder. Rikke Pinjenburg og bestyrelsen, håber på at deres lobbyarbejde med at påvirke byrådspolitikkerne indenfor en nær fremtid kan bære frugt, så anlægget kan moderniseres og være til glæde og gavn for de næste generationer af glade vandhunde som benytter Hovedgård Friluftsbad.
kildall

Se film her!

Sorry, you need to install flash to see this content.