Hugo Helmig på Horsens Ny Teater

Hugo Helmig på Horsens Ny Teater
08. 12 2017

Det er gået stærkt for den unge Hugo Helmig. Alle kan efterhånden synge med på hitsinglen Please don’t lie, og samtidig er det 19-årige talent klar med en omfattende turné. I et samarbejde mellem Kulisselageret og Horsens Ny Teater kan Hugo Helmig opleves på teatret til februar.

Popfest, soul, funk og blues
Til turnéen har Hugo Helmig samlet et ungt hold af talentfulde musikere, som spiller op til popfest tilsat soulede, funky og blues-inspirerede toner. Hugo henter sin musikalske inspiration fra store singer-songwritere som John Mayer og Ed Sheeran.
 Førstesinglen Please Don’t Lie er en veloplagt popsang om at skrue lidt ned for selviscenesættelsen på de sociale medier og slippe sig selv fri. Hugo udtaler selv: ’Vi ønsker alle at vise os som perfekte på de sociale medier, men det er der jo ingen, der er. Det er ærgerligt, at det er blevet normen, at vi skal fremstille os selv på denne her overmenneskelige måde. Please Don’t Lie er en kærlig opsang til os alle – inklusiv mig selv.’
 Teaterdirektøren glæder sig meget til koncerten med Hugo Helmig: Horsens Ny Teater har en lang tradition med Helmig-navnet, men tidligere har det været med fornavnet Thomas. Vi er begejstrede over at kunne præsentere den næste generation Helmig i teatrets Store Sal i samarbejde med Kulisselageret, siger Lone Wessel.
 Koncerten med Hugo Helmig på Horsens Ny Teater fredag den 2 februar begynder kl. 20.00 i Store Sal.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!