Hvad er den egentlige dagsorden?



Hedensted kommunes borgmester Kirsten Terkilsen (KT) toner lørdag den 13.2.16 frem i Horsens Folkeblad med en opfordring til kommunens kontanthjælpsmodtagere: ”Er du ufaglært og mangler et job? Så mød op på Danmarksgade 2 i Hedensted mandag morgen kl. 9”. KT ville endda selv stå på adressen mandag formiddag. Ingen skal ang. være bekymrede for, om der er job til både flygtninge og danske arbejdsløse.

Hedensted Kommune lagde opfordringen ud på sin hjemmeside og sin Facebookside for at få den bredt ud til så mange som muligt.

Onsdag den 17.2. har et medlem af Venstres Ungdom Hedensted, Silas Toftemark (ST) et læserbrev i Horsens Folkeblad. ST meddeler heri, at kun 4,3% af kommunens kontanthjælpsmodtagere mødte op mandag for at få et job.
ST konkluderer, at det tydeligt viser, at der er noget galt med systemet – for, hvis kontanthjælpsmodtagerne havde været motiverede nok til at få job, så havde fremmødet været større. ST plæderer derefter for, at man sætter kontanthjælpsbeløbet ned for at øge incitamentet for at komme på arbejdsmarkedet.

Vi vil give ST helt ret i, at der er noget galt med systemet. Vi ser dog nogle ganske andre sygdomme end dem, ST ser!
KT vil møde de kontanthjælpsmodtagere, ”som siger de ikke kan finde job”. ”Det kan kommunen så hjælpe med” udtalte KT. Men hvorfor er det så ikke sket tidligere? Er det nødvendigt at få borgmesteren på banen en mandag formiddag for at få jobcentret til at passe sit arbejde?

”Hedensted kommune lagde opfordringen på sin hjemmeside og Facebook side for at få den bredt ud til så mange som muligt” – det viser med al tydelighed, hvor lidt man vil kontanthjælpsmodtagerne, og, hvordan man misbruger sin magt til at udstille en gruppe i samfundet som værende dovne. Er det den virkelige dagsorden?

Havde man ønsket at hjælpe med at formidle job, så havde man i god tid sendt en mail til de berørte kontanthjælpsmodtagere. Man må gå ud fra, at jobcentret er i besiddelse af mailadresser. Men det var tilsyneladende ikke det, der var dagsordenen – næ – opfordringen skulle ud til så mange som muligt, men ikke nødvendigvis kontanthjælpsmodtagerne!

I øvrigt finder vi bekymringen for, om der er job til alle, helt rimelig. Hvis der var job til alle, så var der heller ikke så mange ledige. Og nogle er slet ikke interesseret i, at alle har et job.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024