Hybridbiler til hjemmeplejen



Er bilen god at sidde i? Er den nem at komme ind og ud ad? Kan indstilling af rat og sæde give en god position bag rattet?
 Dét og meget mere vil være 100 % på plads i de kommende fire år, når det gælder den del af Horsens Kommunes bilflåde, der retter sig mod det udekørende plejepersonale på ældrecentrene.
 Kommunen har nemlig - efter et EU-udbud - indgået en rammeaftale med den lokale billeverandør AT Biler A/S i Horsens om fremadrettet levering af biler af mærket Toyota Yaris Hybrid.
 Der er i alt 85 biler i kommunens bil flåde i det segment, som Toyotaen tilhører. I takt med at disse skiftes, skiftes der de næste fire år til Toyotaen.
 Og især brugerne er i centrum, når en sådan aftale skal på plads, understreger indkøbschef Jesper Langkjær, Horsens Kommune.
 - Bilen er jo en stor del af hjemmeplejens arbejdsplads. Vi har derfor brugt lang tid på at sikre, at de nye biler kan leve op til personalets krav om sikkerhed, komfort og køreegenskaber. Derfor har repræsentanter for brugerne også brugt to hele arbejdsdage på at prøvekøre og vurdere de biler, der kæmpede om sejren. Vi har naturligvis også taget hensyn til miljøet. Hybridbilen kører således på både el og benzin, og den går langt på literen. I forhold til de nuværende dieselbiler gør netop kombinationen af el og benzin den særlig velegnet til hjemmeplejen, fordi køreturene er mange og kortere. Ikke just livretten for en dieselbil, siger Jesper Langkjær.
 Han tilføjer, at valget af en lokal leverandør er en ekstra appelsin i turbanen.
 Seks tilbudsgivere deltog i konkurrence med i alt ni forskellige biler, der alle blev prøvekørt og vurderet på samme vilkår.
 Dorthe Kasper, social- og sundhedshjælper og sikkerhedsrepræsentant i Ældrecenter Skovly i Hovedgård, har været en af prøvekørerne. Hun understreger det vigtige i, at personalet tages med på råd, når kommunen køber nye biler:
 - Vi kan have 25 besøg ude hos borgerne i løbet af en aftenvagt, så derfor er det ret vigtigt, at bilen er nem at komme ind og ud ad. Samtidig er bilen udstyret med automatgear, og den har bakkamera, som hindrer uhensigtsmæssige vrid og drej i kroppen, siger Dorthe Kasper.
 Horsens Kommune regner med årligt at skulle udskifte ca. 15 biler inden for hjemmeplejen.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024