Idræt om Dagen rykker udendørs

New Age Curling var en populær aktivitet indendørs, og der blev ikke gået på kompromis, når pointene skulle fordeles. Når 50+’erne rykker udendørs, bliver det i stedet for krolf, krocket, kurvebold m.fl. spil, der skal dystes i.
New Age Curling var en populær aktivitet indendørs, og der blev ikke gået på kompromis, når pointene skulle fordeles. Når 50+’erne rykker udendørs, bliver det i stedet for krolf, krocket, kurvebold m.fl. spil, der skal dystes i.
Idræt om Dagen rykker udendørs
17. 04 2019
50+’erne rykker nu udendørs i Østbirk. I efteråret tog Østbirk Idrætsforening initiativ til ”Idræt om Dagen”, idet der med den nye hal var blevet muligt at tilbyde ældre-idræt i dagtimerne.

Det blev en stor succes med over 40 deltagere.

Og nu rykker aktiviteten udendørs. Det sker fra på tirsdag 30. april. Mens det indendørs var New Age Curling, Bowls og andre spil, der pirrede de ældres lege- og konkurrencegen, bliver det udendørs krolf, krocket og flere nye tiltag, der skal frist aldersgruppen 50+.

Krolf har en stor trofast deltagerskare i Østbirk, men spillet bliver nu suppleret med kurvebold, fresbee-golf, krocket og andre spil.

Der lægges med ”Idræt om Dagen”-aktiviteten stor vægt på motion, men i lige så høj grad det sociale fællesskab, og da de ældres mobilitet er meget varierende, vil der også blive plads til et spil kort for dem, der ikke har mod på to times spil på banerne. Under alle omstændigheder mødes alle til slut til en fælles sludder over en kop kaffe.

Atletik- og seniormotionsudvalget, der står for ”Idræt om Dagen”, understreger, at alle er velkommen på banerne tirsdag eftermiddag – også dem, der bare lige vil prøve, om det er noget for dem.