Ingeniørvirksomheder efterlyser kommunalt skolesamarbejde

Ingeniørvirksomheder efterlyser kommunalt skolesamarbejde
28. 04 2016
Danske ingeniørvirksomheder savner en bedre kommunal koordinering af samarbejdet, hvis intentionerne i skolereformen skal realiseres

Ingeniørtunge virksomheder landet over står på spring for at samarbejde mere med lokale skoler for at vise eleverne hvad deres medarbejdere laver og af den vej motivere dem til selv at blive ingeniør. Men de mangler hjælp til at starte samarbejder op, og efterlyser langt mere koordinering fra kommunerne.

Det viser en ny rapport fra den teknologiske alliance, Engineer the future, der i samarbejdet med Deloitte har spurgt alliancens 37 virksomhedspartnere fra hele landet, hvordan det går med at samarbejde med skoler i deres lokalområder.

Rapporten punkterer myten om den virkelighedsforskrækkede ingeniør, der helst vil gemme sig bag computerskærmen. Faktisk vil to ud af tre af de adspurgte virksomheder gerne starte samarbejder op eller udvide de eksisterende, hvis betingelserne for det bliver bedre.

De adspurgte virksomheder, der omfatter nogle af landets største virksomheder, samarbejder allrede med skoler i 27 af landets 98 kommuner, men når nu både viljen og potentialet til yderligere samarbejde er til stede, bør det udnyttes bedre, mener bestyrelsesformand i Engineer the future, Frida Frost.

”Mange virksomheder står på spring for at vise endnu flere elever, hvad teknisk og naturfaglig videnskab kan bruges til i virkeligheden. Det er afgørende, at den gode vilje fra virksomhederne bliver understøttet af gode rammer og god koordinering på kommunalt plan, så tiden ikke bruges på besværlige praktikaliteter, og så erfaringer bliver brugt til at skabe endnu stærkere samarbejder fremfor, at der skal startes forfra hver gang,” siger Ingeniørforeningens formand.

Frida Frost understreger at behovet for skole-virksomhedssamarbejde på netop det tekniske og naturfaglige område er helt essentielt, da en prognose viser, at Danmark kommer til at mangle 13.500 ingeniører og naturvidenskabelige kandidater allerede i 2025