Johnny Madsen, Knud Møller og Henrik From på Horsens Ny Teater

Johnny Madsen, Knud Møller og Henrik From
Johnny Madsen, Knud Møller og Henrik From
Johnny Madsen, Knud Møller og Henrik From på Horsens Ny Teater
08. 01 2019
Har man bare én gang oplevet Johnny Madsens akustiske triokoncerter, ved man, at det er den allerbedste måde at komme helt tæt på den vestjyske rockpoet. Nu kan de trofaste Horsensfans igen få en fantastisk aften i selskab med Johnny Madsen, Knud Møller og Henrik From.

Højtflyvende akustiske toner og kammeratlige drillerier

Sammen med guitaristen Knud Møller og percussionisten Henrik From er Johnny Madsen igen klar til at indtage landevejene – i ”stærkeste startopstilling”.

De tre herrer serverer såvel højdepunkter som skæve øjeblikke i de neddroslede men alligevel højtflyvende akustiske versioner af Madsens sange, der er trioens varemærke.

Den akustiske konstellation levner også plads til Thyborøn-drengens særdeles underholdende mikro-sociologiske iagttagelser fra landets randområder. Altid veloplagte Madsen deler ofte og gerne ud af sine knivskarpe betragtninger af, hvordan vi som mennesker gebærder os i hinandens selskab – med et permanent glimt i øjet.

De akustiske koncerter leverer en fortættet intimitet, hvor publikum også på klods hold kan opleve Knud Møllers indfølte bluesguitar. Møllers ekvilibristiske udfoldelser er ikke hæmmet af hverken det akustiske udtryk eller af, at både han og Henrik From standhaftigt må lægge skuldre til Madsens mange kammeratlige drillerier.

Ud fra denne grundtone af joviale indspark anlægger orkestret den ligefremme og uimponerede tilgang til musikken, som efterhånden er blevet det garantimærke, man kan sætte på alt, der kommer fra Johnny Madsens hånd.

Horsens Ny Teaters Store Sal danner de ydre rammer om Johnny Madsen, Knud Møller og Henrik From og deres akustiske koncert.