Johnny Madsen: Solid rock i bøgeskoven!

Foto: Flemming Ege
Foto: Flemming Ege
Johnny Madsen: Solid rock i bøgeskoven!
11. 08 2019
Det er som altid en fornøjelse at være i selskab med Johnny Madsen - og ikke mindst hans band.

Tekst: Dan Jensen Foto: Flemming Ege

Johnny Madsen var programsat til torsdag kl. 13.45, og som udgangspunkt er det nok lige tidligt nok for den 68-årige sanger, der ikke er et udpræget A- menneske. Madsen havde dog sikret sig, at han både havde øl og hvidvin inden for rækkevidde, og som indledning proklamerede han:

- Jeg har taget orkesteret med, men det skal nok komme til at swinge alligevel.

Og sådan blev det. En swingende og rockende times tid med et dejligt arsenal fra Madsens mangeårige musikalske bagkatalog.

Knud Møller er en af Danmarks bedste guitarister, og han får heldigvis masser af plads i Madsens band. Uanset om det er en stille ballade eller et flyvende rock`n roll nummer, så er Møllers håndtering af de seks strenge bemærkelsesværdig. Madsen havde da også følgende historie med om guitaristen:

- For 31 år siden bankede det på min dør, og det var Knud Møller. Han ville lære at spille guitar. Jeg havde haft en dårlig dag – jeg havde haft besøg af både Told&Skat, og Jehovas vidner, men jeg sagde alligevel ja til Knud. Senere er han jo blevet udråbt til en af verdens bedste guitarister, og det er jo fantastisk. Men der er da noget, der er endnu mere fantastisk – prøv og tænk – to af verdens bedste guitarister i samme band!

Madsen lagde ud med ”Halgal Halbal” og sluttede med ”Johnny vær go`”, og imellem dem ”Checkpoint Charlie”, ”Udenfor sæsonen” og mange flere syng-med-sange. Vi fik også Daltons ”Sæt sejl op”, som var det eneste nummer, der ikke stod så stærkt, men Johnny Madsen har tidligere udtalt:

- Jeg har en aftale med Lars Lilholt og Allan Olsen om, at vi altid spiller en Dalton-sang, når vi er på soloturné, da det giver 280 kroner i Koda-afgift. Det er ikke alverden, men for dem, er det en del.