For Karoline er hverdagen Normal



I Gedved tæt på E45 ligger en række store lagerbygninger og i en imponerende bygning på 37.000 m2 holder butikskæden Normal til med deres enorme varelager. Her har ca. 120 personer deres daglige gang når der skal modtages og distribueres varer rundt til de mere end 200 butikker i Danmark og udenlands.

Her mødte vi Karoline Erengaard Florczak som gennem NExTWORK-projektet har været i praktik hos Normal siden oktober 2019, samt leder af lageret Morten Thomsen.

Karolines historie

Karoline er 24 år og alenemor med en datter på tre år. Hun har prøvet forskellige ting og efter hun afsluttede tiende klasse, tog hun en HG i Salg og kontor på 2½ år – desværre gik ikke som hun havde håbet. Derfor tænkte hun, at hendes kreative evner måtte kunne bruges til noget og hun begyndte uddannelsen som bygningsmaler, hvilket slet ikke passede til hende.

- Jeg fik min datter og det var nemt bare at blive hjemme og trække mig ind i mig selv… jeg groede simpelthen fast i de daglige rutiner. Det er jo dejligt nemt at blive i rutinerne når ens OCD tager styringen, fortæller Karoline Erengaard Florczak.

NExTWORK hjælper

Karoline var som arbejdsledig tilknyttet ungeenheden i Horsens og var klar over at med både angst og OCD havde hun brug for mere hjælp. Hun fik at vide, at der var startet et projekt op som hed NExTWORK som skulle vise sig at passe perfekt til Karoline.

Ved et match-event, hvor man inviterede virksomheder ind for at møde de unge som søgte praktikpladser, her traf Karoline for første gang Morten Thomsen fra Normal og han fortæller:

- NExTWORK kan sammenlignes med speed dating, hvor vi sidder overfor en række unge mennesker som har en række prioriteter klar inden de møder os… og hvis vi rammer hinandens forventninger, så er der mulighed for et samarbejde. Sagt på en anden måde… det virker!

På Normals lager har man i alt ti praktikanter, hvoraf de seks af dem kommer via NExTWORK-projektet. De er alle i forskellige stillinger passer til deres situation og behov – Morten Thomsen fortsætter:

- Alle praktikanter fra NExTWORK har deres egen kontaktperson, hvilket giver alle en ekstra tryghed når man kun skal gå via et enkelt menneske med spørgsmål, problemer og udfordringer. Husk at for nogle har der været rigeligt med kaos i deres tilværelse førend de kom til os.

Karoline Erengaard Florczak begyndte sin praktik hos Normal i oktober 2019 på nedsat tid. Hun arbejder med sit ønskejob i administration på kontoret og med planlægning af logistik.

- Jeg føler at jeg kan bruge min OCD til noget i min hverdag, da arbejdet med logistik og planlægning kræver stor grad af orden… derudover kan jeg også bruge min kreative evner til at finde løsninger.

Ærlighed hjælper

Morten Thomsen fortæller at hvis man vil have hjælp skal man sige det og uddyber:

- Da Karoline begyndte hos os, stillede vi ingen forventninger til hende. Vi gav hende en struktur… rammer som passede til hende, og som løbende blev udvidet. Vi har en rummelig kultur hos os og vi vil give værdi til alle implicerede og tage de nødvendige hensyn. Vi vil have det skal være en succesoplevelse – så enkelt er det. Men man skal bede om hjælpen, for ellers ved vi det ikke.

Det er tydeligt at Morten Thomsen nyder sit job som leder af det store lager og sit arbejde med de unge praktikanter.

- Karoline har gennemgået en kolossal udvikling, hun er vokset og er meget udadvendt og indgår i sociale relationer på lige fod med alle andre. Jeg bliver helt høj af, at hjælpe andre. Vi vil fastholde de unge for de laver jo et reelt stykke arbejde i virksomheden.

Fremtiden hos Normal

Karoline Erengaard Florczak kan selv mærke at det hele går meget bedre nu:

- Jeg har fået nogle dejlige kollegaer og en god arbejdsplads, og jeg laver noget som jeg virkelig kan lide. Ja, det går bedre nu – faktisk så godt, at selvom jeg måske har det skidt, så møder jeg op på arbejdspladsen – for det hjælper mig at møde ind og så kan jeg hurtigt mærke at jeg får det bedre når jeg er her.

Morten Thomsen og kollegaerne er blevet så glade for Karoline og hendes indsats i firmaet, at man allerede er i gang med en afklaring hos Learnmark, så man kan lave en læreplads til hende. Hans forventer at det falder på plads i løbet af ganske kort tid.

Link til tidligere artikler om NExTWORK:
http://www.oestbirk-avis.dk/nexthwork-giver-de-unge-vind-i-sejlene
http://www.oestbirk-avis.dk/nexthwork-far-unge-i-arbejde-%E2%80%93-pa-e…

Kildall

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024