Kibæk-talent får freestyle debut ved Yamaha SuperCross i Herning

Kibæk-talent får freestyle debut ved Yamaha SuperCross i Herning
13. 02 2013
18-årige Alex Porsing er på vej til at blive en del af det verdensberømte freestyle-team FMX4Ever. Han debuterer med holdet ved YAMAHA SuperCross i Herning. Alex Porsing er spændt. Det meste af sit liv har han ventet på dette: Chancen for at være med i et af de helt store freestyle-shows. Han er på vej til at blive en del af det internationalt anerkendte FMX4Ever-hold ledet af den erfarne motocross og freestyle-akrobat Jimmy Verburgh, og hvis alt går efter planen er han med på det hold, der ved SuperCross i Herning 22.-23. februar vil lave halsbrækkende motorcykelakrobatik under loftet i Jyske Bank Boxen. - Lige nu er jeg lidt utålmodig og frustreret. Jeg skal bevise, at jeg kan svæve 21 meter med motorcyklen, og det er ikke noget problem. Men det blæser, så vi kan ikke rigtigt træne, siger Alex Porsing fra sit midlertidige opholdssted i Spanien.

Her er han på trænings- og testophold med Jimmy Verburghs freestyle-hold. Klarer han prøven, kommer han med på det hold, der skal begejstre publikum på hans hjemmebane i Herning. Men blæsten driller, så en del af træningen er blevet indstillet.

- Jeg skal bare bruge 10 minutters vindstille. Bare 10 minutter, så kan jeg få motorcyklen ud på de 21 meter, der er kravet, siger han.

For Alex Porsing er det en livsdrøm, der er ved at gå i opfyldelse. Han fik sin første cross-cykel som tre-årig og lærte at køre på den, før han lærte at cykle. Hele sin barndom og ungdom har motocross fyldt det meste af tiden, og han har altid drømt om at kunne gøre det til en levevej. Det er han på vej til nu.

- At få debut på Jimmy Verburghs hold hjemme i Jyske Bank Boxen er en livsdrøm, der går i opfyldelse. Og kan jeg, som det ser ud, få en fast plads på FMX4Ever vil det bare være fuldstændig fantastisk. Jeg har den fordel, at jeg er ung, har ikke så store krav og stadig er i en alder, hvor jeg kan udvikle mig og trænes op. Det vil være den perfekte måde at komme rundt og se verden på, fortæller Alex Porsing.

Jimmy Verburgh er en erfaren motocross-kører, der har en stor karriere i både supercross og freestyle bag sig. Da den aktive karriere lakkede mod enden stiftede han sit professionelle freestyle-hold FMX4Ever, der rejser verden rundt for at give opvisning i halsbrækkende akrobatik på motocross-cykel svævende højt i luften. Det er fart, vovemod og masser af dramatik.

I fjor var FMX4Ever i Jyske Bank Boxen i forbindelse med SuperCross i Herning og vakte stor jubel. Det gentager sig i år – og denne gang formentlig med danske Alex Porsing som en af de akrobatiske udøvere.

Det er 19. gang, ASP Event arrangerer SuperCross i Herning. Nogle af Europas absolut bedste cross-kørere dyster i to afdelinger – fredag og lørdag aften – om at blive King of Herning. SuperCross i Herning er desuden krydret med en række andre aktiviteter, bl.a. FMX4Evers opvisning.

SuperCross i Herning præsenterer også to børneklasser 50 og 65 kubik. Den blot ni-årige Max Pedersen som allerede er blevet verdenskendt i Danmark efter at have optrådt på TV MidtVest. Han stiller op i den nye 65 kubik-klasse for de 9 til 12 årige.

Billetsalget til Yamaha SuperCross i Jyske Bank Boxen 22. og 23. februar er i gang.