Kirkens fødselsdag

Foto: Carsten Dollerup.
Foto: Carsten Dollerup.
Kirkens fødselsdag
12. 05 2018
Af sognepræst Lone Buhl Pedersen

En stor dag for USA - en helt særlig dag - blev den 4. juli 1776, hvor den såkaldte uafhængighedserklæring blev underskrevet. En Stor dag for USA - en helt særlig dag - og særlige dage fejrer vi!
 En stor dag for Maren da hun fyldte 75 år. Det var en særlig dag - og særlige dage fejrer vi!
En stor dag, at få et barn, det skal fejres vi holder dåb.
 Pinsedag er Kirkens fødselsdag. En stor og særlig dag for os alle - og særlige dage fejrer vi!
 Pinsedag er kirkens fødselsdag. Denne søndag fejrer vi, at livet er fyldt med særlige dage som vi skal bruge på bedste vis. Livet er fyldt med særlige dage fordi: Helligånden vedblivende og stædigt både hvisker og råber til os: At det væsentligste i livet er kærligheden og godheden. Det væsentligste i livet er, at vi har andre mennesker omkring os som kan gøre vores dage til særlige dage. Mennesker for hvem vi kan gøre deres dage til særlige dage.  Helligånden blæser Kærligheden ind i os, så at vi kan have øje for den anden. Ikke lukke os om os selv. Ikke have nok i os selv. Vi kan vitterligt - ved Helligåndens hjælp -  sige gode store ord. Give andre et kompliment og en god bemærkning. Et telefonopkald.  En god snak.  Et knus. Et kys ...
 Helligåndens visken i os gør, at vi kan nå helt andre ”højder” end ellers. Helligåndens hvisken gør, at dage kan blive til noget helt særligt og  at vi kan gøre andres dage til noget særligt.
 Ham eller hende man elsker - fylder år. Det skal da fejres! Om morgenen har man en lille gave klar. Han sendes ud af døren med et ekstra kys og et ekstra knus. I løbet af dagen får han også lige en sød sms - og da man kører hjem fra arbejde ringer man og siger tillykke. Om aftenen har man inviteret gæster og der hygges - jo det er en særlig dag når ham/dem man holder af fylder år - det skal fejres.
 Det bliver en særlig dag for ham, der fejres - men også dem, der er med til at fejre ham - også for dem bliver det sådan en skøn særlig god dag.
 Men det er ikke altid vi formår, at mærke, at Helligånden gør sit for at råbe os op.
 Ham eller hende man elsker fylder år. Men det gør han/hun jo sådan set hvert år.... Man er så træt om morgenen - så da han tager på arbejde snupper man selv lige 20 minutter mere på den anden side. Der er ikke nogen gave - for det er jo sådan at mangler man noget så køber man det vel selv. Så mangler han noget er det da hans egen skyld.
 Gæster - familien var jo lige samlet i Påsken. Vennerne - vi har jo lige været til Thomas og Inges bryllup - så der er da ingen grund til at skulle samles igen... Det er jo ikke noget særligt - han fylder jo da år igen til næste år.
 Om aftenen, da man ligger hovedet på hovedpuden tænker hverken fødselaren eller andre, at det havde været nogen særlig dag ...
 Pinse - Det er kirkens fødselsdag. Det er en ganske særlig dag, der skal minde os om:  At hver eneste dag i livet er noget ganske særligt. Hver eneste dag bør leves og bruges.
 Helligånden den blæser og rusker i os - for at vi skal forstå - at hver eneste dag er tænkt til at være fyldt med det allervæsentligste: Kærligheden og godheden. Helligånden blæser kærligheden ind i os - for at vi skal blæse lidt videre på andre. Have øje på andre. Ikke lukke os om os selv. Men i ord og handling være med til at gøre egne og andres dage til noget særligt.
Kirkens fødselsdag - her mindes vi om, at Helligånden suser i os - for at holde os fast på, at livet er stort. At livet er en gave og en opgave til både egen og andres glæde.
 Da Pinsedag er kirkens fødselsdag - fejres det i Østbirk Kirke med gudstjeneste kl. 10.30. Efterfølgende i Kirken er der Kirkekaffe og en håndgribelig gave til alle ved udgangen.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!