Kollektivt AC kollaps og pokalsnitter i Horsens



AC Horsens løb ind i en voldsom øretæve, da Esbjerg fB blæste ”De Gule” ud af CASA Arena Horsens med en fuldt fortjent og ikke for lille 7-0 sejr.

Vestjyderne satte sig på spillet fra første minut, men AC Horsens havde mulighed for at bide fra sig – som da Kløve blev spillet i dybden i det femte minut, men tøvede lidt, og da Kortegaard servede et glimrende frispark ind i feltet, som Jacob Berthelsen headede over.

Godt et kvarter inde i kampen oplevede AC Horsens fem rædselsfulde minutter, og det begyndte i det 17. minut, da bolden efter godt Esbjerg-spil landede hos Jeppe Andersen på kanten af feltet. Esbjerg-spilleren kvitterede for modtagelsen ved at udplacere Jakob Busk, og fem minutter senere trak Jakob Ankersen ind i banen fra venstre side og sendte bolden forbi Busk med et følt skud.

2-0 føringen holdt til pausen, og det var lige ved at blive til 3-0 18 sekunder inde i 2. halvleg, men Jakob Busk disede op med en fremragende dobbeltredning. I det 65. minut gik den så ikke længere for ”De Gule”, og Daniel Stenderup gjorde det til 3-0, da han dukkede op ved bageste stang og skubbede bolden over stregen. 3-0 målet gjorde ondt på værterne, og det var startskuddet til en rædselsperiode. To minutter efter 3-0 målet blev det 4-0, og igen var det Jakob Ankersen. Denne gang blev bolden tacklet hen til ham, og han kunne ugeneret sende bolden i kassen.  Fire minutter senere sendte Martin Pusic et fladt indlæg i kassen til 5-0.

AC Horsens formåede ikke at sætte en stopper for målfesten, og Mikkel Vestergaard takkede Mohammed Fellah for flot forarbejde i det 78. minut, da han prikkede bolden i kassen.  Et minut senere faldt kampens sidste mål, og endnu engang var det Pusic.

Dermed sluttede en rædselsfuld aften på CASA Arena Horsens, men AC-spillerne får mulighed for at rejse sig allerede på søndag, når Skive IK kommer på besøg.

Berthelsen: 45 minutter i helvede

Det var forfærdeligt at se på, da AC Horsens blev skudt i sænk her til aften, og der er ingen grund til at bortforklare 0-7 nederlaget, for Esbjerg fB var klasser over ”De Gule”.

Jacob Berthelsen forsøgte efter kampen at sætte et par ord på den gule præstation.

- Vi spillede egentlig en fin 1. halvleg, hvor vi kom frem til et par okay chancer, men vi var for sårbare på deres omstillinger, og det er slet ikke godt nok. I 2. halvleg pisser de lige igennem fem gange og scorer fem mål, og det var forfærdeligt at være med til. Det var 45 minutter i helvede, lyder det ærligt fra Berthelsen.

Jacob Berthelsen og holdkammeraterne skal samle hinanden op de kommende dage, for der venter en svær kamp igen allerede på søndag, når Skive IK gæster CASA Arena Horsens.

- Det er dejligt, at der kommer en kamp allerede på søndag igen, for man vil altid gerne hurtigt i kamp efter sådan en præstation, og det er nu, vi skal vise, hvad vi er lavet af. Vi skal ikke dvæle ved det her nederlag, men vi skal lære af det, og det skal gå ud over Skive på søndag, slutter Jacob Berthelsen.

Matchfacts:

AC Horsens – Esbjerg fB 0-7 (0-2)
0-1 Jeppe Andersen (17.)
0-2 Jakob Ankersen (22.)
0-3 Daniel Stenderup (65.)
0-4 Jakob Ankersen (67.)
0-5 Martin Pusic (71.)
0-6 Mikkel Vestergaard (78.)
0-7 Martin Pusic (79.)

AC Horsens:
Jakob Busk, Thomas Kortegaard, Sonni Nattestad, Jacob Berthelsen, Frederik Helstrup
Jeppe Mehl, Janus Drachmann, Steffen Kielstrup, Joe Mensah
Troels Kløve, Bjerregaard

Indskiftninger, AC Horsens:
63. Jude Nworuh (André Bjerregaard)
63. Kjartan Henry Finnbogason (Joseph Mensah)
68. Mathias Nielsen (Steffen Kielstrup)

Advarsler, AC Horsens:
88. Janus Drachmann

Esbjerg fB:
Jeppe Højbjerg
Ryan Johnson Laursen, Daniel Stenderup, Michael Jakobsen, Jonas Knudsen
Jakob Ankersen, Magnus Lekven, Jeppe Andersen, Casper Nielsen
Mohammed Fellah
Martin Pusic

Indskiftninger, Esbjerg fB:
53. Eddi Gomes (Michael Jakobsen)
68. Martin Bergvold (Jakob Ankersen)
72. Mikkel Vestergaard (Magnus Lekven)

Advarsler, Esbjerg fB:
21. Ryan Johnson Laursen

Tilskuere:
1.679

Man of the match:
Janus Drachmann

Dommer:
Jens Maae

Foto: badenfoto.dk

www.achorsens.dk

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024