Kom med til Horsens Hideouts



Flere af byens baggårde tages i brug til Horsens Hideouts, der skydes i gang torsdag den 3. september, hvor Bisse spiller i Møbelpassagen.

September måned sparkes i gang med 10 dage fyldt med uventede, anderledes og hyggelige oplevelser.

I samarbejde med blandt andre Horsens & Friends, Kulisselageret, Komediehuset samt City Horsens, arrangerer Horsens Kommunes bylivsindsats, Mærk Byen halvanden uge med kulturoplevelser rundt omkring i Horsens midtby.

'Hideouts' betyder gemmesteder, og det er netop de små, mindre kendte steder, der bliver rammen for arrangementerne.

Mange af arrangementerne kommer til at foregå i nogle af byens charmerende baggårde, mens også Bygholm Park og Vitus Berings Park tages i brug.

Fælles for alle arrangementer er, at sundhedsmyndighedernes retningslinjer i forbindelse med Covid-19 bliver fulgt nøje, ligesom der til de fleste events max. kan være 60 personer, så det er muligt at holde den nødvendige afstand. Man skal have billet til samtlige arrangementer.

- Horsens er kendt for at være en stærk kulturkommune, og vi vil fortsat gerne invitere borgerne på spændende kulturoplevelser, selvom vi er i en helt særlig situation i forbindelse med Covid-19, siger Lasse Schuleit, kultur- og eventchef i Horsens Kommune.

- Vi har selvfølgelig et skarpt blik på de nyeste retningslinjer og planlægger alle arrangementer med det største fokus på deltagernes sikkerhed. Vi har fra start haft et sikkerhedsfirma tilknyttet, som har gennemgået hvert enkelt arrangement, ligesom vi også er i dialog med de lokale myndigheder, siger han.

Koncerter, film og naturoplevelser

Horsens Hideouts skydes i gang torsdag den 3. september fra klokken 19.30 i Møbelpassagen, som er passagen mellem Nørregade og Søndergade tæt ved Søstrene Grene.

Borgmester Peter Sørensen er med til at tage imod gæsterne, og der vil desuden være butlere med sprit til stede, der sørger for, at alle har mulighed for at få sprittet hænder.

Klokken 20 går den karismatiske sanger Bisse på scenen, der i maj udgav et særligt corona-album 'cobid-20', der står for Corona Bisse Disc 2020.

Allerede fredag er der igen koncert - denne gang i Vitus Berings Park med den danske duo Hush, som består af Dorthe Gerlach og guitaristen Michael Hartmann.

Derudover byder det 10 dages program på besøg af Flemming Møldrup, livsstilseksperten fra DR-programmet 'Kender du typen' samt radiovært Carsten Holm med deres musikalske talkshow 'To mikrofoner og en stak vinyler'. Det sker fredag den 4. september.

Lørdag den 5. september opfører Komediehuset et særligt teaterstykke, 'Kærlighed i coronaens tid', som de i flere måneder har turneret rundt med på kommunens plejecentre.

Søndag den 6. september er der krible krable-tur i Bygholm Park for børnefamilierne og fredag den 11. september kan du komme med til 'verdensmusik og mad' i Vitus Berings Park, hvor indiske Barmer Boys spiller, ligesom man også kan opleve Basco spille skandinavisk-engelsk-keltisk-amerikansk folkemusik.

De to lørdage, den 5. og den 12. september, kan du desuden tage til baggårdsbio og se 'Captain Fantastic - en ualmindelig far' med Viggo Mortensen i en af hovedrollerne eller den romantiske dramakomedie 'Moonrise Kingdom'.

Se hele programmet og find dine billetter på www.hideouts.horsens.dk. Her finder du også kort, der kan lede dig hen til de mange af byens særlige gemmesteder, der tages i brug i løbet af de 10 dage.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024