LA: Hellere flere timer end to lærere

LA: Hellere flere timer end to lærere
17. 02 2012

Merete Riisager, uddannelsesordfører i Liberal Alliance, opfordrer undervisningsminister Christine Antorini til ved siden af forsøget med tolærerordningen at gennemføre et forsøg, hvor lærerne bruger mere tid på at undervise, og efter endt test-periode sammenligne de to forsøg for at se, hvor man har opnået de bedste resultater for de anvendte ressourcer.

”Der er stor forskel på, hvor meget tid lærerne bruger på at undervise. Jeg foreslår derfor undervisningsministeren, at hun sætter lærerne på et tilsvarende antal skoler til at undervise lige så meget som på de skoler i Danmark, hvor lærerne underviser mest og holder et højt fagligt niveau. Jeg er sikker på, at Antorini efterfølgende vil kunne se, at vi kan forbedre folkeskolen uden at bruge de enorme summer, som tolærerordningen koster,” siger Merete Riisager.

I dag bruger lærerne kun 39 procent af deres arbejdstid på at undervise. Liberal Alliances uddannelsesordfører mener, at folkeskolelærernes tid foran katederet kan øges markant.

”Jeg kender eksempelvis en velfungerende friskole, hvor lærerne bruger 60-70 procent af deres tid på at undervise. Til sammenligning bruger lærerne i folkeskolen kun 39 procent. Det burde være muligt at øge folkeskolelærernes undervisningstid, hvis man skruer ned for overflødige møder og unødigt bureaukrati,” siger Merete Riisager.

Regeringens forsøg med to lærere, hvoraf den ene er undervisningsassistent og ikke uddannet lærer, koster 30 mio. kr. Hvis tolærerordningen gennemføres i hele landet ved samtlige vejledende timer i indskolingen, skønnes det at koste cirka 2 milliarder kroner ifølge et svar på et udvalgsspørgsmål.