www.oestbirk-avis.dk • Tlf. 7578 1011 • post@oestbirk-avis.dk
LA: Nu gælder det havnetunnellen, Thorning
Liberal Alliances transportordfører, Leif Mikkelsen, glæder sig over, at regeringen nu tilsyneladende har besluttet ikke at opføre den kvælende betalingsring om København.
Han opfordrer nu statsminister Helle Thorning-Schmidt til at tage Liberal Alliances forslag om en privatfinansieret havnetunnel uden om bykernen til sig:
”En havnetunnel vil være med til at fremtidssikre trafikforholdene i København, men uden at tvinge en ekstra transportafgift ned i halsen på helt almindelige danskere. Med en havnetunnel vil man kunne vælge at betale for den hurtige vej uden om byen eller den lidt langsommere gennem København,” siger Leif Mikkelsen.
Havnetunnellen vil f.eks. kunne finansieres og drives af pensionskasser som Pension Danmark, som for nylig har talt positivt om muligheden for at investere i en havnetunnel, påpeger Leif Mikkelsen.
”Debatten må nu drejes væk fra skænderier om regeringens løftebrud og over på konkrete løsningsforslag. Vi vil gerne tilbyde et konkret og meget brugbart ét på et sølvfad, og Helle Thorning skal være meget velkommen til at tage det,” siger han.













