www.oestbirk-avis.dk • Tlf. 7578 1011 • post@oestbirk-avis.dk
LA: Sundhedshysteri sygeliggør unge
Det voksende hysteri og fanatisme om sundhed og helbred går ud over de unge. Det forskruer deres selvopfattelse og er med til at sygeliggøre ellers raske og velfungerende unge mennesker.
Det siger Liberal Alliances politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll oven på en undersøgelse i Ugebrevet A4, der viser, at kun 85 procent af danske unge mellem 16 og 24 år selv mener, de har et godt helbred. Det er den næstlaveste andel i EU.
”Det er egentlig ikke mærkeligt, at unge mennesker kan få en forkert opfattelse af verden, når de hver dag skal tudes ørerne fulde af fanatiske sundhedskampagner fra Astrid Krag, fra Fødevarestyrelsen, fra Sundhedsstyrelsen og fra Det Radikale Venstre, som f.eks. går og drømmer om et totalforbud mod rygning. De unge får at vide, at det er en dødssynd, hvis de spiser en burger eller ryger en cigaret, og så er det jo klart, at de kommer til at gå og føle sig langt mere usunde, end de egentlig er,” siger Simon Emil Ammitzbøll.
Han opfordrer til at skrue ned for hysteriet og op for den sunde fornuft:
”Vi skal selvfølgelig alle sammen bruge hovedet i forhold til, hvordan vi spiser, drikker og motionerer. Men vi har kun ét liv og én ungdom – og det skal altså ikke formørkes af permanent dårlig samvittighed og dommedagstrusler fra sundhedshysterikerne. Det skal først og fremmest leves,” siger Simon Emil Ammitzbøll.













