Lille by med store planer



100.000 kommunale kroner skaber jubel i Åes lidt uden for Horsens.

Der er helt stille ved det lille kryds i Åes. Varmen får luften til at sitre, men pludselig sker der noget. Ud af det blå kommer en vognfuld studenter trillende. Det samme gør en traktor og en bil, der gerne vil forbi og hov, derhenne ved et lille hus står en mand og kigger. Så er han væk, og stilheden sænker sig igen.
 Selvom livet går sin rolige gang i Åes, er den lille landsby og opland med sine 265 indbyggere meget mere end en prik på landkortet. Dens beboere har et aktivt sammenhold og en energi, som nu vil udmønte sig i endnu flere aktiviteter. Landsbyen har nemlig søgt - og fået - 100.000 kr. fra Projekt Trygge Landsbyer 2018. Penge som Horsens Byråd hvert år giver til fire visionære små landsbyer.

Jubel hos beboerne
Nyheden om de mange penge har da også vakt jubel hos beboerne, fortæller Anne Kau Henriksen, der ud over at være medlem af tovholdergruppen for Trygge landsbyer også er formand for forsamlingshuset.
 - Vi har til gode at fejre det på ordentlig vis, men der har selvfølgelig været masser af lykønskninger i form af mails og klap på skulderen. Også fra beboere, som vi ikke ser så tit, så det er vi meget glade for.
 Tovholdergruppen har foråret igennem holdt møder med beboerne om, hvilke initiativer, der skulle sættes i gang i et område, der ifølge Anne har alt: nærhed omkranset af vidder og fantastisk natur, heste og køer, små og større gårde. En geografisk perfekt beliggenhed med kun 10 minutters kørsel til Horsens og 15 minutter til motorvejen. Og vigtigst: en skøn blanding af både unge og gamle beboere, tilflyttere og mennesker som har boet i området i flere generationer og er gift ind i hinandens familier.

Babyboom
Åes og opland har oplevet et sandt babyboom de seneste seks-syv år, så i vurderingen af, hvordan pengene skulle bruges, har beboerne i høj grad haft fokus på de små. Planerne er at lave en aktivitetsplads på den store græsplæne bagved forsamlingshuset med plads til legeredskaber, en bålhytte og borde og bænke. Alt bliver leveret som samlesæt, for processen - dét at beboerne får hænderne op af lommen og gør ting sammen - er nemlig lige så vigtigt som resultaterne. Til gengæld kan de voksne så glæde sig over en nyindkøbt projektor, som allerede ér sat op i forsamlingshuset - byens omdrejningspunkt.

Alle kan glæde sig
Forsamlingshuset, der ligger på et hjørne i det lille kryds, er fra 1873. I salen hænger fotos fra begivenheder i tidens løb, og et toptunet ventilationsanlæg skinner fra sin plads i køkkenet. Naturligvis tilvejebragt af en beboer, for i Åes bidrager hver især med det, de kan, fra deres erhvervsnetværk.

- Vores hus er Danmarks ældste fungerende forsamlingshus. Det siger vi her i Åes, og endnu har ingen modsagt os, fortæller Anne og nævner stolt de aktiviteter, huset danner ramme om. For eksempel foredrag - derfor den nyindkøbte projektor - som trækker mange folk af huse. Flere og flere i Åes og opland vil nemlig hellere sidde i fællesskab og lytte til den gode fortælling end sidde alene foran fjernsynet. Og så er der diverse familiefester og fællesspisningen, hvor alt fra 20 til 90 beboere kan nyde et måltid i hinandens selskab.

Endnu er der ikke taget hul på de mange nye initiativer i Åes, men man er i fuld gang med forberedelserne, fastslår Anne og understreger, at alle - også folk uden for Åes og opland - godt kan begynde at glæde sig.

 

 

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

112: Brand Pizza Master, Brædstrup
08. maj 2023