Livet er dejligt



Annette Vinter Hedensted begyndte med at præsentere sig selv som lidt kedelig – den beskrivelse kunne hun slet ikke leve op til! Hun var meget underholdende og havde næsten uanede mængder af anekdoter, kloge livshistorier og skøre hverdagsoplevelser med til de fremmødte.

Hun fortalte at hun har kørt i ring i sit liv, forstået på den måde at hun er født i Horsens, vokset op i Odder og endt som præst i fødebyen.

Omkring Annettes konfirmation, 14 år gammel, beslutter hun sig for at hun vil være præst. Den beslutning var svær for hendes far som udbrød: ”Hvad har vi gjort forkert?”. Annettes far mente at hun skulle være på slagteriet i Odder ligesom ham selv. Som 15-årig begyndte Annette Vinter Hedensted på slagteriet og var ferievikar på virksomheden hver sommerferie, frem til hun var færdig med sit præstestudie som 25-årig.

Vi havde masser af sammenhold

Hun lærte meget af at være på slagteriet:

- I dag mangler vi fællesskab, sammenhold og solidaritet, hvornår glemte vi det? Det var noget vi havde på slagteriet og vi holdt sammen.

Annette kom ud i sit præstembede som 26-årig og var skræmt af både ansvaret og opgaven, men 27 år senere ser det ud til at hun har fået helt styr på jobbet. I dag er hun hospitalspræst på Horsens Sygehus og Hospice Gudenå i Brædstrup.

- Hvad er alternativet til livet? Ikke godt, så derfor må vi hver især vælge at få det bedste ud af livet. Når man sidder alene efter at have mistet en ægtefælle, så sidder sorgen i benene. Hvad betyder det? Det er benene som bevæger dig videre i livet, kun du kan flytte dem og komme i gang. Det er dig som skaber livet.

Foredraget var meget underholdende, filosofisk krydret med masser af gode historier fra et spændende liv og en af moralerne kunne være: Det du giver andre, får du selv tilbage.

Efter Annette Vinter Hedensteds foredrag var der varm suppe til alle de fremmødte.

Kildall

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024