Lokale gymnasieelever deltager i opfinderkonkurrence



Festivalgæsterne på Roskilde Festival 2017 efterlod omkring 2.400 ton campingudstyr, da de rejste hjem. Det vil en gruppe 3.g-elever på Learnmark Gymnasium HTX gøre noget ved. De vil sy regnjakker af de forladte telte og på den måde være med til at genbruge gode materialer og gøre en indsats for et bedre miljø.

I gruppen er Frida Gramkov Fruerlund, Rasmus Udbye Pedersen, Sarah Pertou Sørensen og Viktor Bull Kramer. De er i fuld gang med at forberede sig til Regionsmesterskabet i teknologi den 5. september 2018, hvor de skal deltage med deres opfindelse.

”Efter en idégenerering, hvor vi havde mange idéer i spil, valgte vi regnjakkerne, fordi der er mest perspektiv i den, og så er det en idé, der er forholdsvis let at gøre til virkelighed. Vi er langtfra i mål, og vi skal op til regionsmesterskabet bl.a. tale med fx Ilse Jacobsen, der er kendt for sine regnfrakker, om design og branding, og en skrædder, der kan fortælle os om syprocesser og lønninger i branchen,” fortæller Rasmus Udbye Pedersen.

Processen fra idé til handling er noget, som HTX-eleverne har prøvet mange gange før, da det er en karakteristisk arbejdsmetode for HTX. Det nye er, at eleverne også skal lave en forretningsplan for udvikling af deres produkt og virksomhed. Den udfordring har gruppen taget op, og de er spændte på at se deres konkurrenters idéer præsenteret til regionsmesterskabet.

Konsulenter for butikskæden Normal
HHX-eleverne skal til regionsmesterskabet konkurrere i erhvervscase. Her skal de efter deres analyse af butikskæden Normal definere nogle af virksomhedens udfordringer og komme med en løsning til en af dem. Fra Learnmark Gymnasium HHX deltager gruppen med Mathias Skovlund Zeberg, Mathilde Christiansen og Casper Doktor.  De foreslår Normal at udvikle en app, som med fx tilbud, konkurrencer og nyheder skal få flere kunder til at komme ind i butikken.

”Sortimentet i Normal-butikkerne varierer meget, og man ved som kunde ikke altid, om man kan få den vare, man købte sidste gang. Det kan betyde, at nogle kunder fravælger Normal. Målet med vores app er, at den skal optimere trafikken til butikkerne gennem attraktive tilbud og nyheder fra den lokale butik,” fortæller Mathilde Christiansen på gruppens vegne.

Målet er at komme til DM
Begge Learnmark-grupper arbejder målrettet på at vinde regionsmesterskabet, som er billetten til DM i erhvervscase og teknologi. Derfor arbejder gymnasieeleverne med deres konkurrenceopgaver i fritiden, så både deres produktudvikling, mundtlige præsentation og deres stand er i top, når dommerne skal bedømme deres indsats.

Learnmark-deltagerne har kvalificeret sig til regionsmesterskabet gennem en intern konkurrence blandt alle eleverne på deres årgang. Regionsmesterskabet i Region Midtjylland afholdes på Learnmark Horsens. Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier står bag DM i erhvervscase og teknologi i samarbejde med Dansk Erhverv.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024