Margrethes vision



Hvad har livet i en lille bygd i Nordnorge tilfælles med storbylivet i Horsens? For den 55-årige Margrethe Højlund er der en klar sammenhæng mellem livet deroppe og hendes nuværende ansvar for at lave selvhjælpsgrupper til borgerne i Horsens Kommune.

Hvad kan tilværelsen i en lille bygd i Nordnorge have tilfælles med ”storbylivet” i Horsens? Ikke meget skulle man tro.
 Og så dog alligevel. Fællesnævneren kan være vi menneskers evigtgyldige behov for nærvær og fællesskab. Vores allestedsnærværende trang til at spejle os i hinanden og få vished for, at vi ikke er alene.
 For den 55-årige Margrethe Højlund, uddannet lærer og psykoterapeut, er der en klar linje fra springet for 15 år siden som aktiv frivillig i en bygd med 2000 indbyggere til jobbet som selvhjælpskoordinator i Sund By Butikken i Horsens.
 Sammen med sin mand og fem børn har hun boet i et lille samfund, hvor nærheden var selve fundamentet for den måde, man gjorde tingene på. Skulle der lægges nyt tag på Folkets Hus, stod man sammen om at gøre det. Alle var på et eller andet niveau engageret i bygdens liv. Frivilligt arbejde var ganske enkelt nødvendigt.
 Frivillighed er måske ikke på samme måde en nødvendighed i en stor by som Horsens.
 Og så alligevel. For tænkemåden – at vi alle har en værdi og kan byde ind med noget – er universel, mener Margrethe.
 Begrebet frivillighed er da også tæt forbundet med de selvhjælpsgrupper, som hun har til opgave at få til at fungere i Sund By Butikken.

Rigeligt at se til
Da Margrethe for knap to år siden søgte jobbet som selvhjælpskoordinator i Sund By, vidste hun imidlertid ikke ret meget om, hvad en selvhjælpsgruppe er. Til gengæld havde hun en del erfaring med at møde mennesker i livskriser.
 - Baggrunden for at søge stillingen var lysten til at kombinere min viden og erfaring fra arbejdet som psykoterapeut med at møde mennesker, der efterspørger en selvhjælpsgruppe. Desuden havde jeg stor lyst til at skabe gode rammer for de frivilliges arbejde.
 Og der er rigeligt at se til.
 Dagen går med at tale med borgere, som ringer ind, fordi de gerne vil deltage i en selvhjælpsgruppe. Margrethes opgave er sammen med borgeren at afstemme forventninger til deltagelse i selvhjælpsgruppen.
 Udover samtaler med borgerne er Margrethe også koordinator for de mange frivillige, som er igangsættere for grupperne.
 - Udfordringen lige nu er at få tilstrækkeligt mange deltagere til selvhjælpsgrupperne. Her har vi nok en opgave med at få gjort mere opmærksom på tilbuddet, siger hun.

Ufarlig snak
For øjeblikket har Selvhjælp i Horsens Sund By gang i 13 selvhjælpsgrupper, syv netværksgrupper og tre caféer for henholdsvis børn og voksne. Emnerne spænder lige fra ”Børn af alvorligt syge forældre” til ”Voksne med ADHD”, ”Kriseramte kvinder” og ”Kroniske sygdomme.”
 Men aktivitetsniveauet kunne være endnu højere, mener hun. Og især halter det med at få mænd med i grupperne. De er mere blufærdige omkring deres privatliv end kvinderne.
 Men for begge køn gælder det, at usikkerheden kan melde sig ved tanken om at skulle fortælle mennesker, man ikke kender – herunder selvhjælpskoordinatoren - om sine personlige forhold.
 - Det er ganske ufarligt at få en snak med mig over en kop kaffe. Jeg har tavshedspligt, og det samme gælder de andre i selvhjælpsgruppen. Og selvom deltagerne selvfølgelig har en forpligtelse til at byde ind med ting fra deres eget liv, så fortæller de jo kun dét, de selv vil. Dét, de får tilbage, er til gengæld uvurderligt, mener Margrethe.
 Hun understreger, at oplevelsen af at blive set, hørt og forstået er fuldstændig grundlæggende for selvhjælp. Men deltagerne skal også selv yde en indsats for, at processen bliver en succes.
 - I dag vil mange mennesker gerne coaches. Men selvhjælpsgrupperne er ikke et forum for coaching. Grupperne er rammen for et fællesskab af ligestillede, der støtter hinanden i at tage nye skridt i en forandret livssituation. De frivilliges opgave er at være med til at skabe dette rum af tryghed.
- Selvhjælpsgrupperne mødes hver 14. dag kl. 19.00-21.00 i Sund By Butikken, Åboulevarden 52, Horsens eller i Kildegade 27B, Horsens.
- Der er knyttet 35 frivillige til Selvhjælp, Horsens Sund By.
- Selvhjælp Horsens Sund By omfatter tre grupper for børn og unge, 10 selvhjælpsgrupper og syv netværksgrupper for voksne og tre caféer.
- Selvhjælp i Horsens har eksisteret siden 2005.

 

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024