National Frivillighedsdag fejres lokalt

National Frivillighedsdag fejres lokalt
21. 09 2019
Den 27. september er det National Frivillighedsdag og det fejres også lokalt i Horsens Kommune med Foreningernes Dag 2019 i Forum Horsens (Insero Atrium salen) fra kl. 13.30-17.15.

Horsens Kommune er sammen med en række frivillige foreninger værter og vi slår dørene op for et spændende program:

Prisuddelinger: Formand for Kultur og civilsamfundsudvalget i Horsens Kommune, Jakob Bille, uddeler Sund By Prisen 2019, og Dansk Folkehjælp uddeler prisen til Årets Folkehjælper.

Foreningsmesse: 20 frivillige foreninger præsenterer sig på stande på foreningsmessen.

Poweroplæg med forfatter, foredragsholder og social igangsætter Tommy Krabbe, der giver publikum ”de ultimative redskaber til bedre kommunikation og flere a-ha oplevelser i det frivillige arbejde”.

Interaktivt forumteater, hvor skuespillere spiller scener om muligheder og dilemmaer i det frivillige arbejde, og hvor publikum løbende inddrages. Forumteatret er kick-of af den netop vedtagne civilsamfundsstrategi for fællesskabet i Horsens Kommune.

Alle med interesse for fællesskabet i Horsens Kommune er velkommen. Der vil være rig mulighed for at lære vores lokale frivillige bedre at kende og måske selv finde en hjertesag at gøre en forskel for.

Der er gratis adgang og tilmelding er ikke nødvendig. Man kan deltage hele dagen eller så meget man nu har tid og lyst til.