Vild med velfærdsteknologi



En dag stod de der. To nye velfærdsteknologier: En toiletsædeløfter og et bidét, som skulle tages ind i arbejdsgangen i plejeboligerne på Ceres Centret i Horsens Kommune og gøre tilværelsen lettere for borgere og medarbejdere. Men hvordan bruger man dem? Hvilke borgere, skal de bruges hos? Og med hvilken arbejdsgang for personalet til følge?

 Det er her kollegerne Tina Asmussen og Katrine Munk Nielsen slår til. Med en udnævnelse som forandringsagenter og flere kurser i bagagen er de nemlig altid klar til at introducere de nye velfærdsteknologier i afdelingen og for beboerne.
 - Vi står klar, når der kommer nye hjælpemidler, der er lidt specielle i forhold til, hvad vi er vant til, siger Katrine Munk Nielsen, der er sosu-assistent i plejeboligerne afdeling E på Ceres Centret.
 Toiletsædeløfteren hjælper borgeren med at komme ned at sidde ved toiletbesøg og op at stå igen ved at trykke på en knap, som kører sædet op og ned.
 - Det er en stor hjælp. Beboere, som godt kan gå selv, men måske har svært ved at komme op og ned at sidde, bevarer bedre deres gangfunktion, når de selv kan trisse hen at klare toiletbesøget. Og vi undgår at bruge lift til at flytte borgerne over på toilettet, siger kollegaen Tina Asmussen.

Toiletwellness

Bidét’et skyller efter med et lunt og blidt brus samt tørring, når et toiletbesøg er overstået.
 - Det er jo ren velvære. For de beboere, som er lidt blufærdige, er det en stor hjælp, at toilettet klarer vask og tørring. En beboer kunne f.eks. blive meget frustreret og ked af det resten af dagen ved mange instrukser om at skulle vendes den ene og den anden vej ved morgentoilettet. Nu klarer bidét vasken bagtil, humøret kan holdes højt fra morgenstunden. Her mærker vi en forskel forhold til vores arbejdsstilling og tidsforbrug, fortæller de to agenter.
 - Vi var lidt spændte på, om de demente ville blive lidt bange for de nye teknologier. Men de har taget godt i mod. En af vores beboere bliver overrasket over bidét hver gang, og udbryder: ’Neeej, det er sjovt det her’.

Bryd vanen og prøv selv

 - Vores kolleger har været meget interesserede og har undervejs lært videre til hinanden. Ved ’Bryd vanen-møder’ tre gange om ugen deler vi blandt andet oplevelserne med den nye teknologi.
 Vi fik også installeret et toilet og bidét i en tom plejebolig, så kollegerne kunne prøve oplevelsen på egen krop.
 Plejeboligerne på Ceres Centret har ligesom andre plejeafdelinger i kommunen modtaget tre bidét’er og tre toiletsædeløftere.
 - Vi ville ønske, at vi kunne få flere, og at vi havde fået dem for længe siden.
 Tina og Katrine er nu klar til at indføre den næste teknologi: Specialsengen, som kan hjælpe beboeren ud af sengen og op at stå.
 Horsens Kommune har uddannet 34 forandringsagenter, som står for at indføre nye velfærdsteknologier på plejecentrene. Forandringsagenterne er medarbejdere, som går forrest og lærer deres kolleger at anvende teknologierne i deres daglige arbejde, og sørger for at gøre beboerne fortrolige med dem.

Lignende artikler

Mette Pamperin Rasmussen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024