Danmark inviteret til storstilet fødselsdagsfest i Jyske Bank Boxen



Billetsalget er gået i gang til tre farverige shows i anledningen af Jyske Bank Boxens 5-års fødselsdag i oktober.
To dage i oktober har de besøgende både mulighed for at opleve Jyske Bank Boxen i forbindelse med tre shows: En farverig Familiefest med BørnefestiBAL for bare 25 kroner, en kæmpe historisk rockaften med både D-A-D og Inside the Whale for 100 kroner, og endelig en festlig Syng-med koncert med blandt andre Birthe Kjær og Stig Rossen for 50 kroner.

Noget af fejre
Det er Herning Kommune, der sammen med MCH Messecenter Herning arrangerer den store 5-års fødselsdagsfest for Danmarks største multiarena, Jyske Bank Boxen, den 24. og 25. oktober. Til oktober er det nemlig fem år siden Lady Gaga som det første navn indtog scenen i den dengang ny-opførte multiarena i Herning.
Siden har talrige verdensstjerner, farverige shows og store sportsbegivenheder begejstret flere end 1,1 millioner gæster. Jyske Bank Boxen er blevet et folkekært samlingspunkt for store oplevelser, og det er dét, der bliver fejret med en kæmpe 5-års fest i oktober.
-  Vi har på forhånd mærket rigtig stor interesse fra hele landet til de tre unikke fødselsdagsshows.  Vi håber særligt, at alle, som endnu ikke har besøgt Jyske Bank Boxen, griber denne helt særlige mulighed. Uanset om man er barn, ung, moden eller senior er der uforglemmelige oplevelser i vente - det er netop derfor, der er tre shows at vælge imellem. Vi glæder os til at vise Jyske Bank Boxen på en anderledes og rigtig festlig måde, fortæller Nicki Quist, Leder af Kultur i MCH.

Tre fester i én
Det første af de tre shows i Jyske Bank Boxen er ’Familiefest med BørnefestiBAL’, der foregår lørdag formiddag den 24. oktober. Her bliver gulvet inde i multiarenaen fyldt med tivoliforlystelser og hoppeborge, mens blandt andre Djämes Braun og boybandet Page Four underholder på scenen. Der bliver også mulighed for at komme backstage i Boxen. Alt sammen for 25 kroner.
Lørdag aften bliver gulvet forvandlet fra tivoli til ægte rockfest, når det legendariske Herning-band, Inside the Whale, genopstår og giver koncert. De bliver efterfulgt af noget af det ypperste på den danske rockscene, når D-A-D for første og eneste gang spiller hele sit berømte ”Riskin it all” album igennem med den velkendte sofa og hits som ”Bad Craziness” og ”Laugh ’n’ a half”. D-A-D fortsætter koncerten med mange andre sine megahits til langt ud på aftenen. Prisen er 100 kroner for en vaskeægte og historisk rockaften.
Endelig bliver der mulighed for hygge og fællesskab til en stor ’Syng-med’ koncert med Stig Rossen og Vennerne samt Birthe Kjær søndag eftermiddag 25. oktober for 50 kroner. Her kan gæsterne desuden opleve et flot danseshow om Jyske Bank Boxen.
Billetter kan købes i MCHs billetsalg og på billetnet.
enlightenedBliv ven med Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook og få nyhederne på din væg!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024