DR er direkte med fra hele PostNord Danmark Rundt



Den direkte transmission fra PostNord Danmark Rundt deles mellem dr.dk og DR1. Hver etape streames på dr.dk, og dagligt fra klokken 15.30 kan de sidste to timer også følges på DR1. Foto: Danmarks Cykle Union.

DR dækker for første gang hele løbet live, når startskuddet lyder til årets udgave af PostNord Danmark Rundt onsdag 27. juli. Dertil kommer som tidligere år også en fyldig opsamling om aftenen efter den sene TV Avis. I alt bliver det til omkring 25 timers tv fra den danske cykelklassiker.
Søren Vestergaard, der er sportschef i DR, forklarer om baggrunden for den udvidede dækning af den 26. udgave af cykelløbet:
”Sidste år sendte vi for første gang direkte med halvanden time på DR1 hver dag. Det tog seerne rigtig godt imod, så i år tager vi skridtet fuldt ud og sender hele cykelløbet live med kommentatorer.”
Ligesom sidste år er det Henrik Liniger, der følger de fem etaper fra kommentatorboksen. Han får igen selskab af Dan Frost, der er tidligere professionel cykelrytter, sportsdirektør og OL-guldvinder i banecykling. Søren Reedtz er studievært.

Direkte fra de store dramaer
Den direkte transmission deles mellem dr.dk og DR1. Hver etape streames på dr.dk, og dagligt fra klokken 15.30 kan de sidste to timer også følges på DR1. Se detaljerne om de enkelte etaper nederst på siden.
”Med live tv-dækning fra start til slut hver dag, får seerne mulighed for at følge med i alle løbets store dramaer. Interessen for løbet sætter samtidig en tyk streg under, at vi har en stor national begivenhed, som danskerne med den udvidede dækning kan følge endnu tættere,” siger Søren Vestergaard.

Topsport og sommerportkort
Hele løbet følges af tre kamerahold på motorcykler. Når DR1 begynder sin daglige transmission, går der også en helikopter på vingerne. Ud over at give nye vinkler på cykelrytternes anstrengelser i sadlen har billederne fra luften også et andet formål. Søren Vestergaard fortæller:
”Vi glæder os til at vise cykelløbet. Men bestemt også til at vise Danmark. Vi får en enestående mulighed for at vise Danmark frem. Årets etaper går gennem nogle utroligt smukke egne af landet, og det giver helikopteren lige en ekstra dimension. Man kan sige, at vi får en perfekt ramme til både at lave absolut topsport og samtidig et sommerpostkort fra Danmark.”
Starten på live-transmissonen fra de enkelte etaper på dr.dk varierer fra dag til dag, men DR1 er dagligt med fra klokken 15.30 til cirka 18.00. Omkring klokken 18.50 er der hver dag et kort indslag i forlængelse af TV Avisen om dages etape, og så samles der op i PostNord Danmark Rundt fra klokken 21.55 til 22.18. Både lørdag og søndag sender radioens P3 også fra cykelløbet.

Om de enkelte etaper
Onsdag 27. juli
1. ETAPE. HERNING-ESBJERG, 200 KM.
2016-udgaven af PostNord Danmark Rundt starter i cykelbyen Herning og går sydpå ad småveje gennem Brande, Grindsted, Ansager og Varde. Fra Ribe kører feltet helt ud til digerne ved Vesterhavet og henover den meget smalle bro Kammerslusen, inden opløbet i Esbjerg. Der er en første etape i åbent terræn, hvor især vinden og Kammerslusen kan skabe stor udskilning i feltet.

Torsdag 28. juli
2. ETAPE. RØMØ-SØNDERBORG, 180 KM.
Anden etape af PostNord Danmark Rundt starter med sidevind og slutter spektakulært. Etapen indledes med en 11 km lang køretur over dæmningen imellem Rømø og fastlandet og fortsætter ned langs digerne til Højer, hvor det går ind i landet gennem brostenene i Møgeltønder og videre til Tønder, Padborg og Gråsten. Etapen afsluttes med en hård og teknisk svær rundstrækning i Sønderborg, der snor sig gennem de dramatiske og historiske kulisser fra 1864, inden mållinjen krydses ved Dybbøl Mølle.

Fredag 29. juli
3. ETAPE. AABENRAA-VEJLE, 175 KM.
Årets kongeetape starter i Aabenraa og er løbets hårdeste med godt 1.800 højdemeter fordelt på mange hårde og stejle stigninger. Fra Aabenraa køres nordpå gennem Haderslev og Hejlsminde, op over Skamlingsbanken til Kolding og videre ad småveje op til Egtved. Herfra bliver det ekstra kuperet op og ned gennem Vejle Ådal, inden etapen slutter med den klassiske rundstrækning i Vejle og 21 procents-stigningen på Kiddesvej, der hvert år splitter feltet fuldstændigt.

Lørdag 30. juli
4. ETAPE. NYBORG-NYBORG (ENKELTSTART).
Enkeltstarten i PostNord Danmark Rundt har ofte haft afgørende betydning for løbets endelige udfald og sådan bliver det formentlig også i år, hvor de 19,6 km har start og mål i Nyborg. Der er tale om en lidt længere enkeltstart end de foregående år på en meget varieret rute.

Søndag 31. juli
5. ETAPE. KARREBÆKSMINDE-FREDERIKSBERG, 175 KM
Sidste etape af PostNord Danmark Rundt starter i Karrebæksminde og går via Næstved, Holme Olstrup og Karise mod Køge, hvor feltet suser mod Frederiksberg ad Gl. Køge Landevej. Løbet slutter igen i år med finaleopløb på Frederiksberg Allé, Danmarks Champs Elyssés.

smileyFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024