Gratis billetter i tusindvis til teaterfestival i Horsens



Hesten. Foto: Hanne Nielsen.

15.-17. september får Horsens Teaterfestival endnu engang byen til at syde og boble med kvalitetsteater for børn og unge i alle aldre.
 I alt spiller 36 forskellige forestillinger mere end 100 gange i løbet af de tre festivaldage. Det er nogle af de bedste danske teatre og et enkelt internationalt kompagni, der gæster byen og inviterer publikum indenfor til en perlerække af forestillinger. Og for de hurtige er der frit valg på alle gratis billethylder fra den 19. august.

Teater til alle aldre
Årets program byder på både dans og nycirkus, dukke- og objektteater, fysisk historiefortælling og visuelle næsten ordløse ’fortællinger’ - ja forskelligheden præger i den grad årets program, og der er noget for enhver smag og alle aldre. En helt særlig forestilling, som man kan opleve både med og uden billet er stykket CTRL+ALT+DEMENS, der spiller for alle fra 12 år. Forestillingen, der er inviteret til byen og muliggjort af et unikt samarbejde mellem Horsens Teaterfestival, Bytorv Horsens og Demensteamet i Horsens Kommune under Velfærd og Sundhed, kan bl.a. være med til at åbne den svære samtale om hvad demens er for en størrelse på tværs af generationer.
 En af de mange forestillinger, som man kan bestille gratis billetter til, er Chappers Rumrejse, hvor man kan tage med Teater Vestvolden på en fantasifuld rumrejse i en teaterbus. Det prisvindende teater Teatret Gruppe 38 vender igen i år tilbage til Horsens med forestillingen ”En lille sonate”, der af Jyllands-Posten er blevet kaldt ”Eventyrfortælling i verdensklasse”. Du kan også opleve en øm, underholdende og fantasifuld forestilling for børn om noget så alvorligt som menneskerettigheder, når Passepartout Theater Production opfører forestillingen ”To BE”. Stykket udspiller sig i et ordløst univers, hvor komiske og alvorlige situationer udfolder sig i tæt samspil med både musik og digitale illustrationer.

Urpremiere eller kendt klassiker?
Programmet for Horsens Teaterfestival består både af helt nyproducerede forestillinger og klassikere. Du kan komme med til en urpremiere på Horsens Ny Teater, når Det Olske Orkester og Teatret Værk inviterer til en respektløs dukketeaterkomedie, baseret på middelalderlige hændelser, med forestillingen ”Ræven går derude”. Du kan også se en nyfortolkning af klassikeren ”Palle Alene i verden” fra Randers EgnsTeater. Eller hvad med at tage din teenager med ind og se en teaterversion af den kendte film, ”Fucking Åmål”, der opføres i et samarbejde mellem HiLs DiN MOR og Teater Vestvolden.

Teater i nye rammer
Under Horsens Teaterfestival flytter flere forestillinger ud af teatersalen og ud på gader og stræder, men i år kan man også opleve teater i et helt almindeligt horsensiansk køkken. Det er WunderVerk, der inviterer publikum ind i et privat hjem for at opleve forestillingen ”Udsigter fra min bedstemors køkken”. Med afsæt i sine egne minder om sin sønderjyske bedstemor opfører performer Anette Asp Christensen en intim forestilling, blandt kaffekopper og sveskekage, om hvad det betyder at høre til, og hvordan man har rødder.
 Billetter til alle teaterforestillinger er gratis og kan kun bestilles via festivalens online billetsystem. Der kan bestilles billetter online via www.horsensteaterfestival.dk fra den 19. august frem til og med tirsdag den 3. september.
 Selvom man ikke når at få fat i nogle af de eftertragtede billetter er der masser af oplevelser i Horsens hele weekenden den 15.-17. september. Ud over fantastiske forestillinger i teatersalene byder festivalen også på kreative og scenekunstneriske oplevelser som f.eks. den interaktive byrumsskulptur Hesten på Søndergade, kreativt frirum i Kuben og ikke mindst den store åbningsforestilling Bevægelse, der har premiere på Rådhustorvet fredag kl. 18.00.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024