Red Barnet mangler indsamlere i Østbirk og omegn

Red Barnet mangler indsamlere i Østbirk og omegn
13. 11 2017

Når hele Danmark går til regions- og kommunalvalg tirsdag den 21. november, samler Red Barnet ind til udsatte og sårbare børn både herhjemme og ude i verden. Men i Østbirk og omegn mangler der indsamlere til at stå med raslebøtten på det lokale valgsted.
 Alt for mange børn i Danmark har brug for hjælp. Fordi de lever i fattigdom. Fordi de er socialt isolerede og ensomme. Fordi de bliver mobbet. Det er blandt andre de børn, man hjælper, hvis man melder sig som indsamler ved valget den 21. november 2017.
 I Red Barnets mere end 60 lokalforeninger over hele landet arbejder frivillige med aktiviteter for udsatte børn og deres familier i såkaldte ’familieoplevelsesklubber’ og ’naturklubber’, og foreningerne hjælper udsatte børn med at komme aktivt ind i fritids- og foreningslivet.  Red Barnet arbejder også for at bekæmpe mobning i børnenes institutioner og på internettet, og organisationen arrangerer ferielejre og oplevelsesture for børn og familier, der ikke har ressourcer til at komme på ferie. Det er blandt andet de aktiviteter, man støtter, når man samler ind ved valgindsamlingen.
 - Hver eneste år sidder der børn rundt om i landet, hvor ferie ikke er lig med rejser, sommerhusture eller udflugter. Vi hjælper familier, hvor forældrene ikke har mulighed for at give deres børn de samme oplevelser som deres kammerater får, siger generalsekretær for Red Barnet Jonas Keiding Lindholm.
 Pengene fra valgindsamlingen vil også gå til udsatte og sårbare børn i verdens brændpunkter, som flygter fra krig eller katastrofer. Red Barnet arbejder med at redde, beskytte og styrke børn på flugt og give dem mad, vand, skolegang og et trygt sted at være.
 - De små er altid de største ofre, når krig og katastrofer rammer. Børn er de mest udsatte overfor sult, sygdomme og kulde. Mange børn på flugt fra f.eks. krigen i Syrien ejer kun det tøj, de havde på, da de flygtede fra deres hjem. Det kan være shorts, sandaler eller nattøj. Og nu går vi ind i den allerhårdeste og koldeste årstid. I Red Barnet kæmper vi for at give børnene varme. De skal have vintertøj, støvler og huer og de skal have et varmt og trygt sted at sove. Det er sådan, vi kan sikre, at de ikke får forfrysninger eller infektioner, der kan koste dem livet og at de kommer sikkert gennem vinteren, siger Jonas Keiding Lindholm.
 Man kan samle ind til Red Barnet ved at stå på et valgsted i to timer. Valgstedet og det tidspunkt, man ønsker at samle ind på, vælger man selv. Tilmelding på www.valg.redbarnet.dk senest den 14. november.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!