30.000 jubler sammen med håndboldherrerne på Facebook

30.000 jubler sammen med håndboldherrerne på Facebook
27. 01 2012
Håndbolddanmark er nu ikke bare samlet på tribunerne og foran tv, men også på Facebook. På en måned har de danske håndboldherrer nemlig samlet over 30.000 håndboldfans på Facebook.

På blot en måned har de danske håndboldherrer fået en ny ’hjemmebane’ og over 30.000 fans på Facebook. Siden ’Håndboldherrerne’ er skabt i et samarbejde mellem landsholdets hovedsponsor og samarbejdspartner Totalkredit og Dansk Håndbold Forbund, og fanklubben Fans to Fighters har bidraget med stemningsrapporter. Og håndboldfans fra hele landet har brugt siden til at støtte landsholdet og dele deres glæde og begejstring over EM-miraklet.

”Opbakning, sammenhold og muligheden for at dele sin begejstring med andre fans var målet for Håndboldherrerne, da vi lancerede siden. Jeg er dog helt overvældet af den entusiasme og deltagelse, der har udspillet sig på siden her under EM. Det er på bedste vis lykkedes at samle hele Håndbolddanmark og skabe en tættere forbindelse mellem håndboldlandsholdet og deres fans,” siger Troels Bülow-Olsen, direktør i Totalkredit og fortsætter:

”Vi har skabt et forum med mere end 30.000 fans, hvoraf 15.000 af dem er aktive og løbende deler deres begejstring, viser deres støtte og følger deres helte tæt.”

Kan mærkes hele vejen til Beograd

At det på rekordtid er lykkedes at skabe Danmarks nye store håndboldsite, imponerer også landstræner Ulrik Wilbek:

”Det er fantastisk, at så mange fans ønsker at støtte drengene hernede. Vi har kunnet mærke den store støtte hele vejen til Beograd. Det er den slags støtte, der er vigtig for hele holdet, og jeg er sikker på, at opbakningen fra hele Danmark går hen og bliver guld værd.”

På siden facebook.com/håndboldherrerne kan man sende sin hilsen til EM-holdet i Serbien. Man kan også deltage i konkurrencer, få live-opdateringer og blive udvalgt til ’Dagens fan’. Det er også muligt at komme helt tæt på spillerne ved at stille spørgsmål til holdet, se film med spillerne og læse i spillernes ’Blå Bog’.