Natteravnene lancerer Fællesskabslinjen



I disse Corona-tider, hvor hele landet bliver anbefalet at blive hjemme, har Natteravnene desværre også måtte indstille al Natteravneaktivitet. Det betyder, at der er rigtig mange frivillige Natteravne, som ikke kan skabe den tryghed, som de normalt gør.

Det gør vi nu noget ved.

Fra klokken 12 i dag lancerer Natteravnene Fællesskabslinjen. Fællesskabslinjen er en service, hvor man, hvis man føler sig ensom, har mulighed for at blive ringet op af en Natteravn. Som Natteravne er vi er vant til at tale med alle tale om løst eller fast, når vi er på gaden. Det kan vi desværre ikke lige i øjeblikket, men til gengæld kan vi tage en snak over telefonen.

Fællesskabslinjen fungerer således, at man går ind på Natteravnenes hjemmeside og udfylder en formular med sit navn og telefonnummer. Inden for 24 timer bliver man så ringet op af en Natteravn til en uforpligtende snak, som kan hjælpe mod den ensomhed og isolation, som mange føler i disse tider.

Fællesskabslinjen er ikke en terapi. Personer som har brug for dette, vil blive oplyst om, hvor de kan få hjælp til sådanne samtaler. Fællesskabslinjen er en form for besøgsven i telefonen og ikke møntet på krisesamtale.

- Vi har rigtig mange Natteravne, som savner at komme ud at gøre en forskel. Det får vi nu muligheden for ved etableringen af Fællesskabslinjen. Vi har fået stor opbakning fra Natteravne fra hele landet, der på kort tid har meldt sig til at være en del af Fællesskabslinjen, forklarer chef for Natteravnene Claus Staunstrup Nilsson, som udmærket er klar over, det ikke helt normalt at Natteravnene skal til at lave telefonopkald i stedet for at gå på gaderne.

- Normalt er vi der for de unge i byen. Men i disse ekstraordinære tider kræver det, at alle viser samfundssind og byder ind med, hvor de kan gøre en forskel. Vi ved ikke med sikkerhed, om der er et behov for dette, men nu giver vi muligheden, hvis der skulle være nogle derude, der har brug for en snak, afslutter Claus Staunstrup Nilsson.

Natteravne i hele landet har meldt sig som frivillige til tjenesten, og vil sidde klar fra i dag klokken 12 til at ringe til dem, der henvender sig.

I starten vil der være ca. 40 Natteravne klar til at ringe rundt. Et tal som kan stige, hvis der er mange, som der henvender sig med behovet.

Aktiviteten med Fællesskabslinjen er et tiltag, som kun er aktivt under denne nedlukning af Danmark. Herefter vil den ophøre.

Fællesskabslinjen er tilgængelig på www.natteravnene.dk

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024