Noget for ingenting



Horsens Alliancen - HA - får nu borgmesterens tilladelse til at få nedsættelse af dækningsafgiften uden at bidrage med det aftalte antal jobs.
Borgmester Peter Sørensen har lavet en fin aftale mellem HA og Horsens kommunes borgere - en noget for noget aftale. En super aftale. Ikke alene fordi ideen er vores, men fordi det er en win win aftale. Men Peter vælger nu at se stort på denne aftale.
Hvem bekymrer sig også om de arbejdsløse? Ikke kommunalbestyrelsen. Jo, det siger de godt nok. Hvad med jobcentret? Vi har aldrig hørt om, at de hjælper arbejdsløse borgere med at finde et job. Derimod hjælper de virksomheder med at finde praktikanter til at udføre gratis arbejde.
Når den enlige mor, Louise, glemmer at fortælle kommunen, at hun ofte har besøg af kæresten, så er hun ude i socialt bedrageri. Når virksomheder i Horsens kommune udflager flere arbejdspladser end de skaber her i kommunen - og alligevel får nedsættelse af dækningsafgiften - så er der i vores øjne også tale om socialt bedrageri. Hvad tænker du? Er det i orden?
Mangler der penge i kassen i Sundhed og Velfærd, så er Peter Sørensens holdning, at udgifterne skal klares inden for udvalget. Er det derimod Horsens & Friends, der ønsker at øge deres kapital, hvilket vil koste kommunen mere end 2 mill. ekstra finansieret af likvide midler - så afviser Peter Sørensen den kritiske røst fra DF med, at "det er for at sikre sin position i det her marked".
Bevares - det er vigtigt for Peter Sørensen at stå sig godt med de, som er "noget ved musikken". Især da der snart er valg. Pyt med de almindelige borgere og de arbejdsløse i særdeleshed, de opdager alligevel aldrig hvad der foregår. Mange holder ikke avisen, den er dog heller ikke til hjælp. Ingen journalist med respekt for sit ansættelsesforhold, antager vi, har mod til at være kritisk overfor borgmesteren. Kulturen har jo også højeste prioritet her i kommunen, så måske det er fair nok? Er det?
Vi synes selvfølgelig, at kommunalbestyrelsen skal holde sig til aftalen, og dermed afkræve det aftalte antal jobs til borgerne for nedsættelsen af dækningsafgiften - eller droppe nedsættelsen. Og den skal i hvert fald ikke sidde på sine hænder, når virksomheder udflager jobs. En aftale hviler på gensidig tillid og respekt, ikke udnyttelse.
God sommer!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024