Mange af os er inviteret til konfirmation i denne tid, men hvad betyder den festlige dag, hvor glade unge bliver fejret?
Ordet konfirmation kommer af det latinske ord confirmatio, der direkte oversat betyder ”jeg bekræfter”. Men hvad er det, man bekræfter, når man bliver konfirmeret? Og hvem bekræfter? Svaret skal findes i dåben.
I den lutherske kirke findes to sakramenter - altså hellige handlinger. Det er dåben og nadveren. Når et barn bliver døbt i folkekirken, bliver det samtidig medlem af folkekirken.
Men dåben handler ikke om den lille babys tro - babyen er jo alt for lille til at tage stilling til så stort et spørgsmål. Derimod bygger dåben på Guds kærlighed til barnet.
Gud forkynder sin ubetingede kærlighed til barnet - en kærlighed, der følger det lille menneske gennem hele livet. Ved dåben er det Gud, der giver. Og det er barnet, der modtager. Der er ingen krav til barnet. Det er et billede på Guds betingelsesløse kærlighed.
Lad de små børn ...
En vigtig pointe ved dåben er, at man ikke skal kvalificere sig til Guds kærlighed eller til at blive medlem af folkekirken. Gud tager imod alle børn. I dåben forkynder Gud sin kærlighed til det lille barn. Derfor hører man altid præsten citere Markusevangeliet, når små børn bliver døbt:
”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”
Ikke en hellig handling
Den lutherske kirke har ét enkelt krav til et sakramente. Det er, at det skal være indstiftet af Jesus. Det vil sige, at den samme handling skal kunne føres tilbage til Jesu liv. Det kan dåben, da Jesus selv bliver døbt af Johannes Døberen i Jordanfloden. Jesus konfirmerer ikke nogen i Bibelen, og derfor er konfirmationen ikke en hellig handling eller et sakramente i den lutherske kirke. Den er derimod en bekræftelse på det hellige sakramente, dåben er.
Det er selvsagt ikke det lille barn, der bestemmer, om det vil døbes eller ej. Det er forældrene. Og netop derfor findes konfirmationen.
Mange kommende konfirmander tror fejlagtigt, at der ligger et stort ansvar på deres skuldre ved konfirmationen. At de for at kvalificere sig til at blive konfirmeret oprigtigt skal tro på alt, hvad der står i Bibelen - og at de på det nærmeste også skal kunne Bibelen udenad. Men det er forkert.
Ved konfirmationen er det Guds bekræftelse af dåbspagten, der er i fokus. Konfirmanden skal egentlig bare bekræfte, at han eller hun nu kender til den kristne tro. Og det gør de jo, når de har gået til præst.
Guds bekræftelse
Når jeg konfirmerer, spørger jeg konfirmanderne, om de vil ”konfirmeres i denne tro.” Også her gemmer sig en vigtig pointe.
Jeg spørger altså dem ikke, om de vil bekræfte den kristne tro. Jeg spørger, om de vil bekræftes. Igen er det altså Guds bekræftelse, der er i centrum.
Det skal understreges, at konfirmationen egentlig kun findes, fordi det er en tradition.
Gud behøver jo ikke bekræfte noget som helst. Det hele er jo sagt ved dåben. Det er os, der har opfundet konfirmationen. Men bare fordi vi selv har opfundet konfirmationen, er det ikke ensbetydende med, at den ikke er vigtig. I Matthæusevangeliets kapitel 28 vers 19 til 22 siger Jesus nemlig:
”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde det, som jeg har befalet jer.”
Jesus understreger her, at en oplæring i dåben er en nødvendighed, og den finder sted, når man går til præst.
Må I alle have en dejlig konfirmationsdag!
Konfirmander 2016: konfirmander-2016
Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!
