www.oestbirk-avis.dk • Tlf. 7578 1011 • post@oestbirk-avis.dk
Opløsning af Tvingstrup Borgerforening
Tvingstrup Borgerforening har eksisteret siden maj 1966 på initiativ af foreningens første formand Thøger Jeppesen. Der var nok at tage fat på i den nye forening. Fortove skulle etableres, og da der i 1967 kom et krav om gade- og vejnavne, bad Hovedgård Kommune borgerforeningen om hjælp til med gadenavne og husnumre.
Tvingstrup Borgerforening har i de 46 år, foreningen har eksisteret, været igangsætter for en hel række kulturelle arrangementer i byen som foredragsaftener, revy, lokalhistorisk studiekreds, fællesspisning, udflugter, virksomhedsbesøg, erhvervsmesse og mange andre tiltag.
I samarbejde med Idrætsforeningen, Forsamlingshuset og Fællesforeningen har Borgerforeningen årligt stået for Sct. Hansfesten, juletræsfest samt den årlige byfest.
Borgerforeningen har gennem tiden haft en flittig korrespondance til Gedved Kommune og senere Horsens Kommune for at opfylde ønsker og krav fra Tvingstrups borgere. Borgerforeningen har afholdt vælgermøder og diskussionsaftener med deltagelse af borgmester og folkevalgte lokalpolitikere for ikke at blive glemt i forbindelse med den stigende centralisering af kommunens forvaltning.
Det har gennem de sidste år været svært at rekruttere medlemmer til bestyrelsesarbejdet og i konsekvens heraf har Borgerforeningen valgt sammen med Tvingstrup Idrætsforening og Fællesforeningen at nedlægge foreningerne og i stedet samle kræfterne i én fælle forening, Tvingstrup Idræts- og kulturforening.
Torsdag den 1. marts afholdes foreningens sidste ordinære generalforsamling. Traditionen tro afholdes fællesspisning kl. 18,00. Den ordinære generalforsamling starter kl. 19.00.
Tilmelding til fællesspisning senest den 27. februar hos Lone Mikkelsen på tlf. 86 17 78 22 eller 20 31 20 65.













