Østbirkhallen forbereder familieforøgelse

Østbirkhallen forbereder familieforøgelse
26. 04 2018

Ved den velbesøgte generalforsamling onsdag aften i Østbirkhallen havde bestyrelsen taget et kig i og forberedt et udkast til nye vedtægter for Østbirkhallerne, som hallen ved næste års generalforsamling er vokset til. Medlemmerne af Østbirkhallen blev også nærmere defineret i udkastet. I de gamle vedtægter var det ikke præcist defineret, hvem der var medlem. I det nye forslag, der skal endelig godkendes på den kommende ekstraordinære generalforsamling, er stemmeberettigede medlemmer af ØIF, HalFit og bosiddende i 8752 over 15 år, men navnet forbliver Østbirkhallen til trods for udvidelsen.
 I beretningen forud for behandlingen af vedtægter kunne hallens formand Bo Mogensen fortælle om det igangværende byggeri af den nye hal. Hvordan det i tæt samarbjede med Østbirk IF er lykkedes at skaffe ekstra økonomi til at bygge den hele halløsning, selvom alle ønsker ikke er imødekommet.
 Formanden bragte i den forbindelse en stor tak til alle i ØIF og byens borgere for i stor stil at bakke op om indsamlingen. Og ikke mindst de 2 store donationer fra Kirk Fonden og SuperBrugsen Østbirk fik en varm tak samt Palle fra Atrio for gang på gang at tilrette tegningerne til den nye hal.
 Formanden bemærkede også at det går økonomisk rigtigt fint i Østbirkhallen, hvilket kasserer Bo Laursen fulgte op under regnskabet. Regnskabet viste et pænt overskud, som ikke skyldte den egentlige drift, men særlige aktiviteter, som den afholdte bierfest og ikke mindst at medlemstallet i HalFit overstiger budgettet væsentligt, og har lagt sig stabilt på et medlemstal over 300.
 Bo Mogensen modtog genvalg som formand. Til bestyrelsen var der genvalg til Allan Broberg og Torben Pank og Dennis Cato-Hansen, der havde afløst John Jørgensen i løbet af perioden. Claus Lindquist fortsatte som suppleant.
 Efter generalforsamlingen fremviste bestyrelsen den nye hal, som virkelig er ved at tage form og forventes at kunne tages i brug den 1. september.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!