På rumfart blandt mælkevejens planeter

På rumfart blandt mælkevejens planeter
02. 02 2018

Tag med på en svimlende opdagelsesrejse ud i universet og hør om nogle af de fascinerende anderledes verdener som findes milliarder af kilometer borte, lyder opfordringen forud for foredraget på Østbirk Bibliotek tirsdag den 20. februar.
 Professor i astrofysik Hans Kjeldsen, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universiteter, tager dig med til vandplaneter, klippeplaneter og gigantiske gasplaneter og fortæller om de forhold, som findes på planeternes overflader og i deres atmosfære. Der findes glohede klippeplaneter, hvis overflade er dækket af et flydende lavahav, og planeter som hovedsageligt består af flydende vand – et flere tusinde kilometer dybt hav. Andre exoplaneter har kulsorte skyer i en varm gasholdig atmosfære. Undersøgelserne af exoplaneterne har vist at vores eget solsystems store gasplaneter som Jupiter og Saturn er sjældne, mens planeter på størrelse med Jorden findes i baner om stort set alle stjerner i Mælkevejen.
 Foredraget, der foregår på Østbirk Bibliotek tirsdag den 20. februar kl. 19, er streamet. Horsens Astronomiske Forening deltager ved foredraget, og svarer gerne på spørgsmål. Der er gratis adgang.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!