På udkig efter træmænd

Træspånerne lægger sig fint alle vegne, når Erling Pontoppidan giver den hele armen.
Træspånerne lægger sig fint alle vegne, når Erling Pontoppidan giver den hele armen.
På udkig efter træmænd
18. 10 2019
Træskærerværkstedet på Ceres Centret søger mænd - og kvinder - med savsmuld i blodet.

Af Vibeke Juul, foto: Per Algreen

Duften af savsmuld blander sig med lyden fra diverse maskiner - og en livlig snak.

Selvom det er nemt at finde vej ned i kælderen på Ceres Centret, hvor træskærerværkstedet holder til, så kniber det lidt med tilgangen. Der er stadig god plads på de fire hold, som startede for to år siden.

For at skærpe interessen holder værkstedet derfor Åbent Hus og byder på fremvisning og en kop kaffe tirsdag den 22. oktober fra kl. 10.00-14.00 og alle er velkomne

Folk i træskærerværkstedet er 60 + og førtidspensionister, som elsker at dyrke deres store hobby: at snitte, save og skære i træ. Og så naturligvis at snakke sammen for det sociale samvær er mindst lige så vigtigt som træarbejdet.

- Både mænd og kvinder er velkomne, og vi er da også så heldige at få to kvinder med efter nytår, men vi har en fornemmelse af, at mange ikke kender til tilbuddet, og hvis de gør, at de så har lidt svært ved at komme ud af busken, siger Anne-Mette Lund Klausen, der er aktivitetsmedarbejder på Ceres Centret.

Og det har hun ret i, mener 71-årige Preben Thomsen, der selv er så heldig at have tre gode venner at følges med hver tirsdag.

- Vi mænd er nok ikke så gode til at komme afsted, men det er vildt hyggeligt at komme her, og man behøver ikke at kunne noget på forhånd. Der er altid en frivillig vejleder til stede, som kan hjælpe.

Og indimellem får vi os en god snak om alt muligt - samtaler som kan føre til venskaber og fælles aktiviteter uden for værkstedet.
Selv kalder Preben det for et lucky punch, at han kom afsted og fik vennerne med.

- Min kone skubbede til mig, og måske fortryder hun det lidt nu, for hver gang vi er ude at rejse, skal jeg gerne have nogle eksotiske træstykker med hjem, som jeg kan snitte i, og det kan være svært at have i kufferten.

Til gengæld kan familie og venner så glæde sig over Prebens store produktion af træting, der blandt andet omfatter skakbrikker, fyrfadsstager, skåle - og senest en frø.