Påskeudstilling og 20 års jubilæum hos Dorthe Bent på Den Gamle Station

Påskeudstilling og 20 års jubilæum hos Dorthe Bent på Den Gamle Station
16. 03 2018

Igen i år er der påskeudstilling i Pakhuset på Den Gamle Station i Ørting.
 Det er 20 år siden Per og Dorthe flyttede ind på Den Gamle Station i Ørting. Dorthe startede med at udstille sine malerier og glaskunst i ventesalen på Den Gamle Station. I 2001 var det gamle pakhus i Ørting sat i stand og Dorthe flyttede sit værksted og galleri derover.
 I år er Hanne Skovgaard Madsen gæsteudstiller. Hun er uddannet keramiker fra Aarhus Kunstakademi og har desuden arbejdet en del år som lærer på Vestermarkskolen i Odder. Hanne og Dorthe kender hinanden fra opstart af Odder Billedskole i år 2000, hvor de i en årrække sad i bestyrelsen sammen og også var undervisere på holdene. Hanne var underviser fra starten i 2000 og Dorthe fra 2002.
 Hanne Skovgaard Madsen udstiller unika keramik. Hendes keramik er udført i enkle geometriske former og fremstår i en afdæmpet farveskala. Tingene er fremstillet i hvidt stentøjsler sommetider tilsat organiske materialer som riskorn, der brænder væk og giver overfladen en særlig struktur. De fleste af emnerne er brændt i elovn ved en temperatur på 1150 grader. Noget er brændt i en rakuovn ved en lidt lavere temperatur. Hun har eksperimenteret med at kombinere glas og keramik ved at give et fad eller en skål en fod i glas eller en lågæske et låg i glas. Hendes ting har været med på censurerede udstillinger, et par gange på sommerudstillingen i Tistrup og desuden på Kunstnernes Efterårsudstilling i København.
 Dorthe Bent viser både nyt maleri, glas og bronze. Hun arbejder billedmæssigt med glasset ved at male på glasset og drysse med knust glas. Hun laver brugskunst, fade og glasbilleder, hvor glasset både har funktionel og æstetisk værdi. Det nyeste Dorthe har lavet er små tulipaner i glas og andre forårs- og sommerblomster i glas, bl.a. vintergækker, krokus, påske og pinseliljer. I forbindelse med påsken har hun også fremstillet kyllinger i glas, ikke kun i gule nuancer, de er i alle forårets farver. Solsorte er også kommet til.
 Dorthe Bent udstiller også smykker og små menneskefigurer i bronze, der sidder eller står på en glasklods. De er fremstillet, ved at hun former smykkerne og figurerne i voks, der støbes ind i en gipsform, hvorefter voksen smeltes ud. I hulrum hældes flydende bronze. Gipsformen slås i stykker og de rå bronzeting efterbearbejdes ved at slibe, pudse, patinere m.m. Smykkerne og figurerne er unika, der findes kun en af hver.
 Dorthes abstrakte landskabsmalerier, der bl.a. er inspireret af popler, pryder væggene i det hyggelige gamle pakhus.
 I anledning af Dorthes 20 års jubilæum og 50 års fødselsdag sidst i april, inviteres kunder, kursister, venner og andre interesserede på et glas vin og lidt sødt, torsdag den 29. marts fra kl.10-15
 Der er åbent alle dage i påsken 29. marts til 2. april fra kl. 10-15. Åbent hele året torsdag og fredag kl. 13-17. Den Gamle Station i Ørting, Horsensvej 155, Ørting, 8300 Odder.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!