Peter Hansen Tast ville ikke være præst

Sognepræst med klaveret som har været fast følgesvend det meste af livet.
Sognepræst med klaveret som har været fast følgesvend det meste af livet.
Peter Hansen Tast ville ikke være præst
21. 03 2020
For 40 år siden flyttede præstesønnen Peter Tast til Århus for at få en karriere som professionel musiker, men det blev alligevel præstegerningen som fik overtaget – musikken har han dog aldrig sluppet.

Peter Tast kom til verden i 1961 i landsbyen Stepping ved Christiansfeld, hvor han var nummer tre i en børneflok på fire. Peters far Johannes Tast var sognepræst i Stepping og stammede fra Store Merløse på Sjælland. Moren Helga Tast var sønderjyde og hun arbejdede som skolelærer.

Da Peter Tast var 5 år flyttede familien til Ugerløse på Sjælland, hvor faren havde fået nyt embede. Her gik han i den lokale folkeskole i byen. 3 dage efter at Peter blev konfirmeret, flyttede familien igen tilbage til Stepping, hvor faderen havde embede indtil sin pension.

- Jeg er helt klart sprogforvirret, griner Peter, der talte sønderjysk som barn, sjællandsk i folkeskolen og som ikke længere kan huske noget af det.

Filosofien trænger sig på

Peter og hans far havde mange gode samtaler og de talte om alt mellem himmel og jord, filosofi, liv og død, kristendom og andre religioner, reinkarnation og hvor kommer vi fra? De kom vidt omkring i samtalerne og Peter Tast fortæller:

- Han var god til at lytte, en god egenskab som præst. Vi havde gode filosofiske samtaler, og jeg husker særligt en samtale vi havde, da jeg var som ca. 15 år: Min bedste kammerat og jeg talte om, at alverdens problemer var ”samfundets skyld”. Men så fortalte min far mig, at samfundet - det er også dig selv! Det gav mig noget at tænke over. Hvis samfundet skulle ændres, kunne jeg jo bare begynde at gøre noget.

En elektrisk guitar satte skub i det hele

- En af mine bedste kammerater i Ugerløse havde købt en elektrisk guitar – og jeg fandt ud af, at det der med at spille musik lige var noget for mig. Jeg havde allerede gået fire år til klaverspil og begyndte i stedet at spille guitar, og fandt ud af, at noget af det også kunne bruges på klaveret.

Herefter gik Peter i gang med at lære sig selv akkorder på klaveret. Som 15-årig begyndte han på gymnasiet på Haderslev Katedralskole, og den følgende sommer er han på Kucheza-kursus på Herning Højskole. Her møder han to af tidens store personligheder fra det Århusianske musikmiljø og lærere fra Århus Friskole, Leif Falk og Erik Westberg, som underviste på kurset. Opholdet var en stor succes for Peter og han var bidt af musikken, og han deltog også de to efterfølgende somre og på tredje ophold mødte Peter Tast Mek Pek, som er søn af Leif Falk.

Århus var det musikalske centrum

Efter gymnasiet i 1980 flyttede Peter til Århus og opsøgte som det første Mek Pek, som fortalte, at han havde fem bands, Peter skulle være med i – nu vidste Peter godt hvad tiden skulle bruges til.

- Det var fedt, for jeg ville jo gerne spille masser af musik, og vi spillede bl.a. på Huset i Århus med et band, der hed ”World”. Det var en vild tid, griner Peter Tast.

I 1981 var Peter med til at starte Mek Pek Partyband og her var han kendt som Peter van Tast, manden ved tangenterne. Året efter stod orkestret på Roskilde Festival og 1983 åbnede de festivalen fra Orange Scene.

- Hvis man mangler lidt selvtillid, kan jeg altid tænke, at jeg har stået på Orange Scene… det var en god tid, husker Peter, og de optrådte i TV og var et højt eksponeret og populært band.

Musikken var ikke nok

Peter Tast var en flittig komponist i bandet og skrev omkring halvdelen af numrene. På et tidspunkt følte han dog, at der manglede lidt intellektuelt indhold i hans liv og tænkte på samtalerne med sin far som havde været så givende. Så i 1984 meldte han sig ind på religionsstudiet på Aarhus Universitet:

- Men jeg havde så travlt med at spille musik, at jeg ikke kunne tage studiet seriøst, så efter et halvt år droppede jeg ud.  Jeg fik hele tiden nye idéer til sange, og det passede ikke sammen med mine musikalske drømme.

Jeg skal ikke være præst!

I 1985 gik Mek Pek Partyband i opløsning og Peter spillede videre i andre orkestre bl.a. Beauty And The Beats, der optrådte på Skanderborg Festival. Han var også en tur omkring Samsø Folkehøjskole, et ønske han længe havde haft, og som nu var muligt, da han havde fået tid. Men teologien lå hele tiden i Peters baghoved.

- Grunden til at jeg begyndte at læse teologi, var en nysgerrighed efter det religiøse. Til at begynde med ville jeg dog ikke være præst! Det endte det så bare med alligevel, og det er han i dag glad for.

I 1987 kastede Peter sig over teologistudierne på Aarhus Universitet, samtidig med at han spillede i tre bands. Det var dog lige rigeligt med tre bands, så han droppede det ene band og skruede ned for spilleaktiviteterne, så det hele kunne hænge sammen. Hvor hans medstuderende arbejdede i kiosk eller på benzinstation, supplerede Peter sin SU ved at spille musik og det var fedt, fortæller han og fortsætter::

- Det som sker når man læser teologi, er helt magisk. Når man f.eks. til en fest fortæller hvad man læser, så har folk lige pludselig en masse spørgsmål og ting de vil snakke med en om. Ting de har gået og tænkt på – både religiøst og filosofisk.

Peter ville være højskolelærer

Undervejs i studierne tænkte Peter, at han skulle være højskolelærer. Men da han var færdig med studierne i 1996, afbrudt af to års orlov, var det svært at få job som højskolelærer. Han havde dog et par vikariater på Uldum Højskole som underviser i kor og musik, og på Ry Højskole som filosofilærer.

- Så jeg søgte et vikariat som præst i Skovby og fandt ud af, at det nu slet ikke var så tosset at være præst. Det er faktisk et godt job med masser af muligheder, og jeg havde flere vikariater til at begynde med, fortæller han.

Familie og embede i Skanderborg

Peter Tast er gift med Helle Hartung, som er psykolog. Sammen har de tre børn: Jonas, Frederikke og Asger. I år 2000 blev Peter sognepræst i Skanderborg, og 2009 blev han ungdomspræst i Skanderborg Provsti kombineret med sognepræst i Voerladegård.

- Jobbet som ungdomspræst var lige mig, for der kunne jeg kombinere kærligheden til musikken med præstegerningen, og som min kone plejer at sige det: Jeg har to ben at gå på:  Det ene er musiker og det andet er præst.

Ungdomspræst på turne i Skanderborg Provsti

Peter Tast søgte efter unge lokale pop- og rockorkestre, som skulle indgå i gudstjenesterne for unge:

- Jeg fandt lokale bands som kunne spille i kirken til rock-gudstjenester. Jeg lyttede deres musik igennem og fandt et gennemgående tema, hvorefter jeg fandt en bibeltekst, som passede til, og så stykkede jeg en gudstjeneste sammen, hvor musikken var erstattet af pop- og rocksange.

Peter Tast og musikerne turnerede rundt i Skanderborg Provsti og lavede rockgudstjenester for blandt andet konfirmanderne. Flere forældre fortalte ham begejstret, at nu kom Folkekirken endelig med noget som henvendte sig til deres børns årgange.

Stillingen som ungdomspræst var egentlig berammet til et forsøg i fire år, men det blev forlænget til syv år, hvorefter Peter kiggede rundt efter nyt job.
Østbirk og Yding kalder

- Samtidigt søgte man en halvtidspræst i Østbirk-Yding sogne, og jeg tænkte, at det var nærliggende, da jeg i forvejen var i Voerladegård kirke. Det var lige over sognegrænsen, og jeg kendte allerede sognepræsten Lone Buhl Pedersen, og vi havde altid haft det godt sammen.

Til Peters lykke fik han stillingen i Østbirk-Yding pastorat, hvor han har været i stillingen siden januar 2017.
Den private Peter Tast elsker at være gør-det-selv-mand i sin fritid.

- Efter vi købte eget hus, så er værktøjsbeholdningen vokset betragteligt, for der er meget, man kan ordne selv og der er nu noget særligt ved det med at skabe tingene selv, mener Peter. Vi har også et gammelt sommerhus som kræver vedligeholdelse… så der er opgaver nok.

I sin fritid dyrker Peter også motion, men anser dog ikke sig selv for den store sportsmand:

- Jeg har aldrig været noget stort sportsmenneske, men jeg elsker at løbe, svømme og køre på cykel. Jeg elskede også at stå på ski, men med to skader indenfor de sidste fire år, er det nu ”lagt på is” J

For en udenforstående kan skiftet fra professionel musiker til folkepræst måske se voldsomt ud, men ifølge Peter Tast er skiftet fra professionel musiker til præst ikke så stort:

- Som præst gør vi bare lidt mere ud af, hvad vi siger mellem numrene, slutter en grinende Peter Tast af.

Kildall

smiley Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook