Politiaktion ni steder



Syd- og Sønderjyllands Politi, Sydøstjyllands Politi og Tungvognscenter Syd, som er politikredsenes eksperter på den tunge trafik, indledte onsdag formiddag en omfattende aktion med kontroller tværs over hele Syd- og Sønderjylland.

Ved ni forskellige kontrolsteder på den sønderjyske motorvej samt spredt ud centrale punkter på landevejene samt på Esbjerg havn blev lastbiler, varebiler, personbiler og andre trafikanter stoppet og kontrolleret.

Aktionen er en såkaldt 360 grader kontrol, såkaldt Road Policing, hvor der bliver set på alt fra overtrædelser af færdselsloven til cabotagekørsel, social dumping, narkotika, våben, kriminelle, snyd med køre- hviletid, overtrædelser af veterinære bestemmelser med mere.

Mange myndigheder med

Derfor har politiet også sikret sig, at en række andre myndigheder er tilstede og kan yde assistance, hvis der er mistanke om overtrædelser. Det gælder folk fra SKAT, dyrlæger, Natur- og Erhvervsstyrelsen, bilinspektører eller eksperter i særlig efterforskning fra nationale politienheder.

Kontrollen kan omfatte alle mulige overtrædelser, alt efter hvad der er relevant i forhold til det enkelte køretøj, dets fører og eventuelle passagerer.

Omkring 150 medarbejdere fra politiet og de øvrige involverede myndigheder har været i gang på de ni kontrolsteder.

- Det var en rigtig god kontrol – effektiv og omfattende og med et godt udbytte. Det konstaterer vicepolitiinspektør Richardt Jakobsen fra Tungvognscenter Syd. Han befandt sig selv ved et kontrolpunkt på rastepladsen Ustrup Vest på den sønderjyske motorvej.

I alt blev 178 tungvogne og 3069 lette køretøjer kontrolleret.

Et irsk vogntog blev bragt til standsning i kontrollen. Ved kontrol af køretøjet blev der konstateret manipulation med kontrolapparatet med dertil hørende overtrædelser af køre/hviletidsbestemmelserne samt manglende indkodning af landekoder. Det afstedkom en samlet bøde til chauffør og vognmand på samlet 144.500 kr. samt førerretsfrakendelse til føreren på et halvt år i Danmark.

Samme lastbil fra samme firma er tidligere blevet taget af politiet i kontrol for manipulation af kontrolapparat.

En personbil medbragte en trailer læsset med en meget stor beholder fyldt med dieselolie, i alt 1300 liter. Olien var legalt købt, men man må selvfølgelig ikke transportere farligt gods på den måde. Resultatet bliver en betragtelig bøde.

En bilist stak af ved Egernsund, da han opdagede politiet. Han nåede at smide bilen ved stranden i Egernsund og stikke af. Bilen viste sig at være forsynet med to forskellige nummerplader. Der var efterladt forskelligt, som muligvis kan føre frem til opklaringen af, hvem den forsvundne fører var.

Kontrollen havde også særligt fokus på ulovlig cabotagekørsel. 100 lastbiler blev kontrolleret. Der blev fundet syv overtrædelser.

SKAT fik en række sager om registreringsafgifter, blandt andet ved Gabøl-rundkørslen, hvor ejerne af tre forskellige biler skal af med over 500.000 kr.

- De sager ville vi nok ikke have fundet frem til, hvis vi ikke havde valgt at bruge den store klinge og simpelthen kontrollere for stort set alt, siger Richardt Jakobsen.

Politikommissær Søren Knudsen fra Færdselsafdelingen i Syd- og Sønderjyllands Politi var selv i Egernsund, et af de kontrolsteder, der lå udenfor motorvejen. Her sørgede han og hans folk for, at trafikanter, der eventuelt forsøgte at undgå kontrollen på motorvejen, ville møde den andre steder.

Søren Knudsen lagde især mærke til, at der trist nok blev fundet rigtigt mange overtrædelser på de lette køretøjer.

- For at højne færdselssikkerheden er det vigtigt, at vi fortsætter med et højt kontroltryk, siger han.

Glædeligt var det til gengæld, at der på trods af det store antal betjente og kontroller – det der hedder Road Policing – ikke blev fundet anden form for kriminalitet som udbytte fra tyverier og indbrud med videre.

Resultater

I alt blev der registreret 173 overtrædelser.

Lette køretøjer (personbiler/varebiler):

1 x kørsel i narkopåvirket tilstand

1 x spiritusbilist

4 x hastighed, heraf tre med klip

6 x kørsel uden førerret

3 1 x ej medbragt kørekort

1 x taxisag

48 x diverse fejl og mangler

5 x konstruktivt ændret knallert

8 x manglende brug af sele

3 x brug af mobiltelefon under kørsel

9 x overlæs

1 x besiddelse af euforiserende stoffer (eget forbrug)

32 x andre sager

Tunge køretøjer (lastbiler/busser):

7 x ulovlig cabotagekørsel

5 x køre-/hviletid

1 x farligt gods

17 x diverse fejl og mangler

3 x manglende attester/dokumentation

Skat:

4 x afgiftssager

Fødevarestyrelsen:

7 x sager vedr. transport af dyr

3 x sager hos fiskerikontrollen

Trafikstyrelsen:

17 køretøjer indkaldt til syn

Andet:

Der er gennemført undersøgelse af 97 udenlandske dokumenter, hvoraf ingen blev konstateret falske.

32 køretøjer blev undersøgt med narkohunde uden fund af narko.

Fakta om kontrol af lette køretøjer:

Her foretages kontrol af fører og køretøj. Alle kontrolleres for kørekortforhold og for eventuel spiritus - eller narkotikapåvirkning.

Herudover udvides kontrollen efter konkret vurdering til også at omfatte kontrol efter narkotika i køretøjet, berigelseskriminalitet – en tyv på vej til eller fra ”arbejde” - , våbenbesiddelse, udlændingekontrol, kontrol efter efterlyste personer, fyrværkeri mv.

Endelig kan der i et samarbejde mellem de myndigheder, der deltager i kontrollen kontrolleres for overtrædelse af miljø-, fødevare-, skattelovgivning med videre.

Fakta om kontrol af tunge køretøjer:

Her foretages kontrol af tunge køretøjer med hensyn til kørekortforhold, kørsel i spiritus/narkopåvirket tilstand, førerkort, registreringsattest, vognmandstilladelse, EU-tilladelse, overtrædelse af køre-/hviletidsregler, cabotagekørsel, transport af affald, transport af dyr og farligt gods, vejbenyttelsesafgift, manipulation af kontrolinstallationerne i lastvognen med videre.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024