Red Barnet mangler indsamlere



Grusomme historier fra Gaza, Syrien, Irak og Sydsudan præger TV og aviser. Billeder af børn overladt til sig selv i det kaos, der opstår efter en katastrofe eller konflikt, brænder sig fast.
 I disse dage og timer kæmper Red Barnet for at afværge en truende hungersnød i Sydsudan. I Mellemøsten bliver børn ofre i de voksnes krig. Andre lande bliver ramt af ødelæggende naturkatastrofer, der sender familier på flugt fra deres hjem og ejendele.
 Red Barnet rykker ud med mad, vand og lægehjælp, når katastrofen rammer.
 - Vi tager os særligt af børnene og sørger for, at de kommer i sikkerhed. For lige så sårbare børn er, lige så seje kan de også være, hvis de får den rette støtte og hjælp til hurtigst muligt at få en hverdag og trygge rammer igen, siger Gerda Villadsen, der er indsamlingsleder for Hovedgård, Gedved og Østbirk. Hun opfordrer alle, der har tid og overskud til at melde sig som indsamler. Tag venner, kærester, børn eller forældre under armen, når Red Barnet går på gaden til den årlige landsindsamling søndag den 7. september.
 Tilmeld dig som indsamler, på www.redbarnet.dk eller sms ”tilmeld” til 1277 (alm. sms-takst). Du kan også ringe til Gerda Villadsen på telefon 75 66 12 77, som kan reserve en for dig/jer passende rute i Hovedgård, Gedved eller Østbirk, eller mød bare op søndag den 7. september på Stationsvej 3 i Hovedgård, eller i Kagehusene i Gedved og Østbirk mellem kl 10 og 10.30.
 - Når du støtter landsindsamlingen, er du med til at styrke børn og deres modstandskraft over for fremtidige katastrofer, siger Gerda Villadsen.
 I Kagehusene i Hovedgård, Gedved, Stensballe, Egebjerg og Østbirk kan du også støtte Red Barnet. For hver lemon pie dessertkage, der sælges fredag, lørdag og søndag, går 50% ubeskåret til Red Barnet.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024