Replik: Birte M. Andersen vil nupse andres penge



Jørgen Lund Christiansen

Af Jørgen Lund Christiansen, Alléen 52, Skanderborg

Glem det fru byrådsmedlem! Jeg har givet kommunen garanti for, at Møllelauget står inde for økonomien i flytteprojektet – sådan som jeg har vedrørende de 33 millioner kroner fra fonde, firmaer og foreninger, der de seneste 12 år af Vestermølles folkelige foreninger er investeret her og ved byggeslut er overdraget til kommunal ejendom. Jeg har 50 års erfaring som fundraiser. BMA tror vel ikke for alvor, at jeg deler korrespondance og telefonnotater herom med hende eller nogen anden? Tror hun virkelig, at penge bevilget til ét formål uden videre kan bruges til et andet? Blot tanken herom er rablende naiv og svarer til at kravle op i det højeste himmelbjergtræ.

For ordentligheds skyld skal jeg gentage, at hverken jeg eller andre på Vestermølle har fundet på, det forsømte anlæg ikke må reetableres til situationen før ødelæggelsen i 1959 – som oprindelig ønsket af Vestermølle og sponsorerne bag projektet. Tværtimod har vi imødekommet et kommunalt ønske om at tage imod anlægget – et ønske, som såvel danske andelsselskaber og landbruget som Anders og Kirstine Nielsens efterkommere har tilsluttet sig. Jeg véd godt, at BMA og andre har bearbejdet både familien, anlæggets ejer og nogle af bevillingsgiverne for at få dem til at skifte mening. Ingen har lyttet til hende. Alle fastholder idéen i kommunens forslag om at flytte anlægget til et sted med gode toiletfaciliteter, P-forhold og muligheder for at spise medbragt mad eller frekventere restauranten på Vestermølle.

Det er forkert, når BMA hævder, Kirstine Nielsen har overdraget et mindeanlæg med grund. Forholdet er, at kommunen modtog grunden med et anlæg på - og formedelst betaling forpligtede sig til at vedligeholde og passe det. Den pligt, som ikke efterleves, kan kommunen nu slippe ud af.
Nok boede Anders Nielsen i Svejstrup, mens hans virke var landsdækkende. Og snævert lokalt har han for eftertiden ikke betydet så meget, at der er dannet f.eks. en torsdagsgruppe, som på frivillig base har sørget for vedligehold hen over sommeren.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024