Risiko for kraftige revlehuller



Det er bølger – ofte grundet pålandsvinden – der får revlehuller til at opstå og sætter gang i den udstrømning, der kan trække folk væk fra strandkanten. Den kraftige vestenvind, som skabte aktive revlehuller i sidste uge, ser ud til at vende tilbage, så der er god grund til at være opmærksom på revlehuller.

- Vi har oplevet mange kraftige revlehuller i sidste uge, og der er fortsat risiko for revlehuller mange steder i landet. Vi opfordrer derfor til, at man er meget opmærksom på revlehuller i disse dage især langs de vestvendte kyster, hvor der er udsigt til kraftig pålandsvind, siger Anders Myrhøj og fortsætter:

- Det er vigtigt, at man altid orienterer sig om de lokale forhold, inden man går i vandet. Det bedste, man kan gøre, er at vælge en strand med livreddere og altid bade mellem flagene. Livredderne har på forhånd sikret sig, at badeforholdene er forsvarlige, og at der ikke er revlehuller mellem flagene, og desuden er der en livredder i nærheden, hvis man får brug for hjælp, siger Anders Myrhøj.

Gå ikke i panik

Revlehuller er hvert år skyld i ulykker, og selv rutinerede svømmere kan drukne i et revlehul, fordi de går i panik eller forsøger at svømme mod strømmen. Bliver man fanget i et revlehul, skal man bevare roen og svømme til siden langs stranden, hvorefter man kan forsøge at svømme ind mod stranden, forklarer Anders Myrhøj:

- Hvis man ved, hvordan man skal tackle et revlehul, kan det være ganske ufarligt. Det vigtigste er, at man undgår panik og ikke forsøger at svømme mod strømmen, men i stedet svømmer til siden og herefter ind mod land, siger Anders Myrhøj og fortsætter:

- Hvis man ser andre blive fanget i et revlehul, så skal man ikke svømme ud til dem. I stedet skal man kontakte en livredder eller ringe 1-1-2. Herefter kan man råbe, at personen skal bevare roen og svømme til siden og om muligt kaste noget, der kan flyde fx en redningskrans, en badebold eller en stor sodavandsflaske, ud til den nødstedte, siger Anders Myrhøj.

Der findes tusindvis af revlehuller langs de danske kyster, og især ved vestkysten er der risiko for at svømme ind i et revlehul. Det er dog kun under særlige vind- og bølgeforhold som fx pålandsvind, at revlehullerne bliver aktive og udgør en fare.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024