Skolernes Motionsdag skaber sunde vaner



Når mere end 700.000 børn får sved på panden og røde kinder ved årets Skolernes Motionsdag, vil det mange steder ske med bolden som omdrejningspunkt. Skolernes Motionsdag, som Dansk Skoleidræt og TrygFonden står bag, har nemlig i år ”Bolden i fokus”. Et tema som skolerne blandt andet har kunnet bruge i idrætstimerne op til dagen, og som bringer en ny dimension ind i en motionsdag med glæde, bevægelse og fællesskab som fortegn.

- I år vil der mange steder være boldspil på programmet, og det ved vi fra forskningens side er en rigtig god idé både ud fra et sundheds- og motivationsmæssigt perspektiv. Boldspil indeholder typisk bevægelser, der er gode for muskler og knoglestyrke, og så er aktiviteterne nemme at gøre inkluderende, så eleverne begejstres og måske får mod på mere. På den måde kan positive oplevelser på Skolernes Motionsdag være et afsæt til at skabe sunde vaner, siger Finn Kristensen, formand i Dansk Skoleidræt.

Skoleidrættens Grundlovsdag
Dansk Skoleidræt og TrygFonden har udgivet inspirationsmateriale til Skolernes Motionsdag med idéer til en lang række boldspilsaktiviteter. Det er ikke klassikere som håndbold og fodbold, men alternative former med navne som håndhockey, quidditch og flagfootball.

- Skolernes Motionsdag er skoleidrættens Grundlovsdag. Det er her, skolerne sætter en hel dag af til et væld af sjove bevægelsesaktiviteter. Så aktiviteterne skal kunne begejstre, men også indeholde et læringselement. Vi kan virkelig se, at inspirationsmaterialet bliver brugt, så der bliver tale om en motionsdag i mange afskygninger rundt omkring i landet, siger Finn Kristensen.

Skolernes Motionsdag er ekstrem populær. Tallene siger, at 98 pct. af de danske folkeskoler deltager i denne dag.

- Skolernes Motionsdag sætter børnene og skolen i bevægelse - og det er vi glade for, at så mange skoler prioriterer. Vores mål er, at flere børn og unge bevæger sig mere, fordi vi ved, at sunde vaner og en sund livsstil grundlægges tidligt i livet, og at det trækker renter langt ind i voksenlivet, siger Gurli Martinussen, direktør i TrygFonden.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024