Skolestarthjælp skal sikre ligeværdig skolestart for børn i Danmark

Skolestarthjælp skal sikre ligeværdig skolestart for børn i Danmark
10. 08 2020
Uddannelse er afgørende, når det handler om at bryde den negative sociale arv. Derfor har Dansk Folkehjælp valgt at sætte tidligt ind og understøtte børn fra fattige familier med det helt nye initiativ, Skolestarthjælp. Projektet bidrager til, at alle børn, uanset familiens indkomst, får en ligeværdig start på deres fremtidige skole- og uddannelsesliv. 500 familier er sikret skolestarthjælp til deres børn.

Hver sommer starter 65.000 børn i skole. Første skoledag er spændende for de fleste børn, men for fattige familier i Danmark kan denne dag medføre en følelse af utilstrækkelighed og fortvivlelse. De har ganske simpelt ikke økonomi til at indkøbe de fornødenheder, som første skoledag kræver. Med Dansk Folkehjælps Skolestartshjælp modtager familierne hjælp indeholdende skoletaske, penalhus, madkasse, drikkedunk, tablet og nødvendige læringsmidler.

Uddannelse er vejen frem

Dansk Folkehjælp søsætter Skolestarthjælp for at give børn af fattige familier en chance for at bryde den negative sociale arv og ikke selv ende i fattigdom. Uddannelse og en positiv tilgang til læring er altafgørende for at give netop denne gruppe børn de bedste muligheder for en positiv oplevelse på den første dag i deres skole- og uddannelsesforløb. Klaus Nørlem, generalsekretær hos Dansk Folkehjælp, fortæller:

”Skolestartshjælp skal hjælpe Danmarks fattigste børn med at få en værdig start på deres skoleliv og uddannelse. Det handler om at sætte ind tidligt, hvis børnene skal have en oprigtig chance, og det gør vi her. De fleste af de familier, der ansøger om støtte hos Dansk Folkehjælp, kategoriseres som langtidsfattige.

I Danmark er man langtidsfattig, hvis man har været afhængig af overførelsesindkomst i mere end tre år. Hos Dansk Folkehjælp ser vi ofte familier, der har været afhængige af overførselsindkomster i 10 år eller mere, og én af konsekvenserne ved langtidsfattigdom er ofte, at børnene også ender som langtidsfattige. Det skal vi have gjort op med”, konstaterer Klaus Nørlem. 

Første organisation der tilbyder hjælp til skolestart

Dansk Folkehjælp er den første organisation, der tilbyder Skolestarthjælp til fattige familier i Danmark, og behovet har vist sig at være omfattende. I år, som er første gang organisationen har gjort det muligt at søge Skolestarthjælp, har i alt 1286 familier bedt om hjælpepakken. Organisationen har dog kun økonomi til at tilgodese 500 af ansøgerne.

For at modtage hjælp fra Dansk Folkehjælp skal ansøgeren være enlig forsøger på overførselsindkomst med hjemmeboende børn under 18 år.

Skolestarthjælp er støttet af Ole Kirk’s Fond, REMA 1000, Elgiganten, GoGift.