www.oestbirk-avis.dk • Tlf. 7578 1011 • post@oestbirk-avis.dk
Sognepræst Jytte Ibsens 25 års jubilæum
Søndag kunne sognepræst Jytte Ibsen fejre, at hun havde været ansat i Kattrup-Tolstrup sogne i 25 år.
Efter festgudstjeneste i Tolstrup Kirke var der reception i konfirmandstuen, der hurtigt blev fyldt med gratulanter. En imponerende og indbydende buffet var med til at sætte stemningen ved denne markering af, at Jytte Ibsen, efter 10 års studie i Århus i december 1985 kunne kalde sig præst.
Den 1. februar 1987 tiltrådte hun stillingen som præst i Kattrup-Tolstrup, og menighedsrådsformand Helga Sørensen takkede for behageligt samarbejde igennem årene, og roste blandt andet Jytte Ibsen for hendes gode humør og hendes veludviklede humoristiske sans. Provst Litten Hjorth var også inde på, at Jytte Ibsen altid var velforberedt, og at Jytte helst ville have gudstjenester afviklet på den gammeldags måde. Provsten nævnte den sygdomsperiode, som Jytte Ibsen havde været igennem, men mente, at Jytte var blevet styrket af dette fravær.
Jytte Ibsens nærmeste medarbejder, kirkesanger Preben Egeholt, gav på sin sædvanlige og humoristiske måde en grundig orientering om samarbejdet igennem alle de 25 år.
Et righoldigt gavebord vidnede om, at det var en afholdt og respekteret sognepræst, der af menighedsrådet blev fejret i anledning af de 25 år.
bogo





















