Søren Ryge Petersen fortæller historier i Voerladegård

Søren Ryge Petersen fortæller historier i Voerladegård
09. 02 2018

Han bryder sig ikke om betegnelsen foredrag – han vil hellere fortælle historier. Det gør han, hver eneste gang han laver en TV-udsendelse eller skriver i avisen. Fortæller en historie om mennesker, han har mødt eller oplevelser, han har haft fra sin dagligdag, og fra livet på det lille sted på Djursland, hvor han bor.
 Det særlige ved Søren Ryge er, at han kan fortælle selv de enkleste historier på en sådan måde, at alle hører efter. Da han for nogle år siden skrev i Politiken om, hvordan Margrethe fra Hirtshals bager kringle, blev det årets mest læste artikel. Og når han sender direkte TV fra sin egen have, sidder der stadig en halv million danskere og kigger og lytter.
 Et udpluk af disse historier fortæller Søren Ryge om i Voerladegård Kirke torsdag den 22. februar kl. 19.00. Han ved aldrig, hvilke det bliver, men Anders og Julius er uundgåelige, og han er sikker på, at godnathistorien bliver den bedste af dem alle – måske den om Valborg, der gravede sin have, selv om hun var 100 år.
 Søren Ryge Petersen fortæller historier torsdag den 22. februar kl. 19.00 i Voerladegård Kirke.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!