Spejderne i Østbirk fejrer 75 års jubilæum

March gennem Østbirk, 1942.
March gennem Østbirk, 1942.
Spejderne i Østbirk fejrer 75 års jubilæum
12. 10 2014
Den 1. november 2014 fejrer Peder Skrams Gruppe i Østbirk sit 75 års jubilæum. Jubilæet markeres bl.a. ved at holde ”Åbent-Spejderhus” i spejderhytten, Storegade 43b, fra kl. 10-16. Det giver anledning til et tilbagekig på spejderarbejdet i Østbirk gennem tiden.

Der var spejdere i Østbirk allerede i 1937. På dette tidspunkt havde drengespejderne, 1. Brædstrup trop, under Det Danske Spejderkorps, to patruljer i Østbirk. Cirka 10 år senere etablerede Det Danske Pigespejderkorps, også fra Brædstrup, en patrulje i Østbirk.

Drengespejderne i Østbirk
Når oprettelsen af Peder Skrams Trop bliver angivet til november 1938, er det dog ikke helt korrekt. For på det tidspunkt var der allerede to patruljer i Østbirk. De havde blot ikke deres egen trop i byen, men var tilknyttet 1. Brædstrup trop. Brædstrup-spejderne kom ind i billedet pa den måde, at børnene måtte til Brædstrup, hvis de skulle i mellemskolen. Her gik blandt andre Knud Christiansen, og han var en af dem, der var med, da den første patrulje blev oprettet i 1937.
 Med det formål af få oprettet en trop i Østbirk blev der i slutningen af december 1937 afholdt en spejderfest på Østbirk Hotel. Dagen begyndte med optog gennem byen, ledsaget af trommer og horn. Det lokale orkester med Musikdirektør P. Bøtker i spidsen var engageret til at spille til festen.

Den gik ikke i første omgang
Planerne om at oprette en trop (12-16 årige) i Østbirk kunne imidlertid ikke gennemføres. I stedet blev det til en enkelt patrulje. Patruljeføreren blev den 18-årige Ole Yding, kommis hos købmand C. M. Rasmussen. Ole Yding havde tidligere haft med spejderarbejdet at gøre, og blev derfor den naturlige leder af patruljen.
 Spejderlivet fængede blandt drengene i Østbirk. Ganske hurtigt var der så mange spejdere, at der kunne laves to patruljer; Egern og Falke. Hvordan tilværelsen formede sig i de to Østbirk-patruljer fortæller Knud Christiansen om:
 - Patruljemøder afholdtes på skift hos forældrene, som for manges vedkommende syntes, det var noget spændende nyt, der var kommet til byen. Tropsarrangementer fandt for det meste sted i Brædstrup. Men dengang regnede vi det ikke for noget særligt at cykle derover, selv om det næsten kun var grusveje. Efterhånden voksede ønsket om en selvstændig trop i Østbirk, og den første november 1938 tog forældre og spejdere skridtet. Tropsfører blev Ole Yding med Vagner Bøtker som tropsassistent.

Egne lokaler, telte og trompeter
Situationen med at holde møderne hjemme hos forældrene var efterhånden blevet uholdbar. En stor del af formålet med spejderbevægelsen var og er at slippe ud at forældrenes søgelys. At stå på egne ben og mærke frihedens milde vinde. Så et tropslokale stod øverst på ønskesedlen. I Storegade 44 boede dengang rutebilejer Frits Jensen, og han lejede et stort kælderlokale med egen indgang ud til Peder Skrams Trop. Lejen var fire kroner om måneden, hvad der måske ikke lyder af så meget, men det var dog knap halvdelen al den månedlige kontingentindtægt, der var 5 øre pr. medlem. Spejderne lavede med nogle forældres hjælp selv inventaret i lokalet. Udgifterne til materialer løb op i 3 kroner og 96 øre. Troppen havde imidlertid også andre og ligeså nødvendige udgifter. Noget af det første, der blev købt ind, var to signalhorn, uniformer, to telte og kogegrej. Nu var alt klart til at komme hjemmefra og være sammen med kammeraterne – enten i tropslokalet eller på længere eller kortere ture.
 I marts1942 blev der dannet en »ulveflok«, dvs. drenge fra 8 til 12 års-alderen under ledelse af en flokfører, Knud Christiansen og Kaj Bigum. I april var der ti og et år efter oprettelsen var antallet steget til 20 og endnu et år senere til 23.

Peder Skrams Trop og Flok
Spejderne hjalp i begyndelsen ulvene på deres sommerlejre, og tog ofte afsted et par dage før ulvene for at gør klar og stille op. I sommeren 1965 var ulveflokken pa sommerlejr i Temnæshytten, og en nat trængte et par spejdere ind på sovesalen, der snart udviklede sig til den rene vandpantomime, hvor brandsprøjter og vaskefade blev brugt som angrebsvåben i en drabelig buksevandskamp. Året efter havde floklederne Marie Andersen og Gunhild Ellegaard et frygteligt mas med at få ulvene til at falde til ro om aftenen. De havde taget badebukser med på sovesalen: »For hvis nu spejderne kommer ...« - hvad de selvfølgelig gjorde. Kampene mellem ulve og spejdere fandt også sted ved den årlige fastelavnsfest med tøndeslagning i Julianelyst Skov. På vejen ned i skoven fik ulvene bundet en bomuldssnor om den ene arm, og så skulle spejderne se, hvor mange snore de kunne samle på vejen fra Østbirk til skoven.
 Sammenhængen mellem spejdere og ulve har ligeledes udmøntet sig derved, at de fleste spejdere først har været ulve. I sidste halvdel at 1940’erne var der så mange spejdere i troppen, at det var nødvendigt med fire patruljer, og det til trods for, at troppen i 1944 havde manglet spejdere. Der er ingen tvivl om, at denne stigning i spejderantallet skyldtes oprykning fra ulveflokken.

Patruljearbejdet i begyndelsen af 1940’erne
Arbejdet i de to patruljer foregik både i lokalet pa Storegade og på ture ud i fædrelandet. Et yndet mål for en weekendtur var Moshytten i Vissinggard Skov. Den tilhørte ingeniør O. E. Andersen, Vissinggard. Han var en ivrig spejdertilhænger, og havde i en periode været divisionschef.
 Turen foregik på cykel, og når nøglen var hentet hos O. E., gik man i gang med at tænde op i pejsen.
 - Det kunne godt knibe lidt med at få pejsen til at brænde ordentligt, især når nogen havde dækket skorstenshullet til, fortæller Knud Christiansen. At dømme efter Falkepatruljens dagbog, som er den eneste, der er bevaret tilbage fra 1941, var den helt store interesse pa turene: maden. På patruljemøderne inden turen til Moshytten blev menuen bestemt - eller som det hedder i et referat fra et patruljemøde: - I aften bestemte vi, hvad vi skulle have at æde på Blokhusturen den kommende søndag.

Uden mad og drikke du’r helten ikke
For drengene i Peder Skrams Trop var det åbenbart noget helt nyt og spændende at prøve at jonglere med gryder og pander. Følgende beretning, der stammer fra Falkes dagbog, fra efterårsferien 1941 om en tur til Moshytten viser hvor stor vægt, der blev lagt på mad og madlavning. Over halvdelen af referatet handler om mad. - Vi var fem mand, og vi startede fra tropslokalet kl. ca. tre og ankom dertil ved firetiden.
 Vi begyndte straks at samle brænde. Så spiste vi de medbragte klemmer. Derefter fik vi madrasserne ned, men den ene af dem var helt i stykker, så vi var lige ved at drukne i savsmuld. Derefter sad vi rundt om bålet og gik til køjs klokken ti, men vi havde bålvagter allesammen. Da klokken var 8.30 stod vi op, det vil sige undtagen Søren (Glavind), ham fik vi først ud af soveposen, da vi havde truet, bedt og tortureret ham i 10 minutter. Derefter var alle mand ude at samle brændsel, og bagefter tændte vi op og lavede havregrød, som dog var en smule tyk. Derefter ryddede vi op og vaskede gryder og så atter ud at samle brændsel til middagsmaden. Så var vi rundt og bese en del af Vissinggård, men det måtte ikke tage ret lang tid thi vi skulle hjem og lave middagsmad. Vi lavede først budding, som var vellykket - men der var for lidt. Bagefter lavede vi pandekager, som var meget mislykkede - især i formen. Men ned kom de, med det sørgelige resultat at ingen blev mæt. Efter middagen, som sluttede klokken ca. 13.15, vaskede vi gryderne af, så meget vi kunne. Resten lod vi sidde. Derefter havde vi en slags terrænleg, som blev vundet af Søren Glavind og Emil Christiansen. Klokken 3 pakkede vi sammen og kørte derefter til Voervadsbro, hvor vi var inde hos fru Møller og købe wienerbrød. Vi var hjemme klokken 4 og sluttede af hos dyrlæge Glavind efter en begivenhedsrig tur.
 Ind mellem turene var aktiviteterne henlagt til almindeligt patruljearbejde i lokalet pa Storegade. Et par gange om måneden gik patruljen eller hele troppen en tur i skoven, hvor en del af spejderøvelserne fandt sted. Det meste af tiden blev brugt på at samle point til 2. klasses prøven. Alle drengene i Falke havde aflagt rekrutprøven, og de havde dermed ret til at bære korpsmærket. En af rekrutprøverne var at gå ti kilometer på to timer og ti minutter »uden at være overtræt«. 2. klasses prøven var temmelig omfattende, og bestod blandt andet af knobbinding, morsekendskab, nødhjælp og afstandsmåling.
 Men spejderlivet er mere end det. Kammeratskab og samvær uden lærere, forældre og andre voksnes indblanding og opsyn er en væsentlig side – måske i virkeligheden den allervæsentligste. I 1945 holdt Falke møde den 20. februar, og efter alt at dømme stod der ikke spejderaktiviteter på programmet, snarer almindelig drengesnak. Ole Glavind beskrev det sådan i dagbogen: - Mødeprocent var 100. Vi lavede ærlig talt ingenting. Ni år senere kan man læse følgende i den samme dagbog: - Da vi først var kommet til at snakke, gik tiden hurtigt, og vi kom ikke til andet den aften.

Signalhornet
Troppens størrelse og oprettelsen af en ulveflok i 1942 gjorde, at der blev behov for et blad til at orientere spejdere og forældre. Det første nummer af Signalhornet kom til verden i 1944 og udkom sidenhen fire gange årligt. En af bladets redaktører var Anders Glavind, og han fortæller, at det ikke var den letteste sag i verden at lave blad under krigen: - Der var jo ikke mange skrivemaskiner i Østbirk på den tid. De havde en dårlig maskine hos Lenler. Hakon Olesen, der var amtsrådsmedlem og sognerådsmedlem, havde også en, og så stod der en meget god maskine på mejeriet. Men vi måtte jo nærmest gå tiggergang for at få lov til at låne den. Trykningen foregik på en gammel, hånddrevet duplikator i Sattrup Brugsforening, og papir var en udpræget mangelvare mod slutningen af krigen.

Tilholdsstederne
Spejderne fik omkring 1942 et tilholdssted - Skramsbo - der lå nede i Julianelyst Skov. Hytten blev aldrig rigtig færdig, men den kunne yde læ og ly, når vejret drillede på de jævnlige ture til skoven. Efterhånden blev pladsen imidlertid for trang både på Storegade og i ulvenes skovhytte.

Det andet Skramsbo
I 1949 blev det besluttet, at overskuddet fra årets spejderfest skulle bruges til at erhverve egne lokaler. Overskuddet blev ca. 1500 kroner, og det var akkurat lige nok til at købe en træbarak fra den nedlagte Ry Flyveplads - den kostede 1440 kroner.
 Barakken blev hurtigt døbt Skramsbo og blev placeret der hvor Østbirkhallen ligger i dag. I 1960 blev Skramsbo revet ned for at give plads til en udvidelse af sportspladsen og Peder Skrams Trop stod i bogstaveligt forstand uden tage over hovedet.
 Østbirk-Yding Kommune havde dog lovet at betale den byggegrund, hvor troppen ville opføre afløseren for Skramsbo, og fremtiden så derfor ikke helt så sort ud.

Det tredje Skramsbo
Grunden på Ryvej blev købt i foråret 1960, og materialerne anskaffet i 1øbet af sommeren og det blev en stor udgift for troppen. Selv om kommunen betalte grunden, arbejdet blev lavet af frivillig arbejdskraft, og den gamle hytte solgt for 300 kroner, måtte tropskassen ryste op med omkring 3000 kroner til materialer. De mange frivillige forældre og spejdere, der murede, tømrede og gik til hånde, havde hytten færdig lige først på året 1961.
 - Selv om vi faktisk havde en del penge i tropskassen, forsøgte vi med held at få materialer og lignende foræret. Hedeselskabet betalte beplantningen udenom, Østbirk Bygningsindustri gav en del materialer, og det grus, vi skulle bruge til støbearbejdet, hentede vi i Sattrup Grusgrav, fortæller Johnny Kristiansen, der var tropsfører, da byggeriet stod på.
 Hytten blev imidlertid hurtigt for lille. De 30 ulveunger, der på det tidspunkt var med i Peder Skrams Flok, behøvede noget mere plads. I sommeren 1967 b1ev hytten udvidet, så arealet i det store samlingslokale fordobledes. Også i denne forbindelse lykkedes det at få andre til at betale en stor del af udgifterne til arbejdet.
 (Uddrag fra 1938-1988 – PST’s Dagbog, udgivet i anledning af Peder Skrams Gruppes 50 års jubilæum).
 Denne er første af 3 artikler om spejderne i Østbirk. Den næste artiklen er om pigespejdernes arbejde i Østbirk og oprettelsen af den nuværende Peder Skrams Gruppe. Billederne er fra Peder Skram Trops dagbog.