Spil Dansk Dagen



Horsens Kommune fejrer den danske musik med en mangfoldighed af koncerter, workshops og fællessang for alle aldre til Spil Dansk Dagen den 30. oktober. Programmet rummer alt fra en intim singer-songwriter koncert på Kulisselageret over en storslået kæmpekoncert med 1000 syngende 4. klasse elever i Forum Horsens til en hyggelig koncert i godt selskab med Kisser & Søren på Horsens Ny Teater.
 Spil Dansk Dagen en fin mulighed for at gå på opdagelse i såvel de musikalske spirer som de solide traditioner i dansk musik. I Horsens Kommune gælder det både for musiknørden, seniorerne, forældrene, børnene og de unge musikalske stjernefrø.
 Spil Dansk ugen kan således passende indledes med at gå på pladejagt på Fængslets internationale plademesse lørdag den 25. oktober. Foruden et hav af internationale skiver, er der næppe noget bedre sted at lede efter danske musikalske rariteter end i kasserne med vinyler på Fængslet. Den passionerede samler kan også finde en sjælden dansk LP på auktion i løbet af plademessen.
 Forældre og bedsteforælde til 4. klasses elever kan glæde sig til en bogstaveligt talt kæmpe oplevelse i Forum Horsens den 27. oktober, hvor Musiklærernetværket i Horsens, Horsens Musikskole (Musik til Alle) og den Tværgående Enhed for Læring i samarbejde med skolerne i Horsens Kommune har stablet en storslået koncert på benene. Det bliver uden tvivl en god musikalsk oplevelse for forældre og bedsteforældre at høre Anders Boysen dirigere 1000 elever, 40 strygere og talentelever fra Horsens Musikskole igennem en god blanding af nye og gamle sange.
 På selve Spil Dansk Dagen den 30. oktober kommer Horsens Kommune til at runge af fællessange på skoler, ældrecentre og ikke mindst på Horsens Bibliotek, hvor man kl. 11 kan deltage i Spil Dansk Dagens Danmarks Fællessang. På Horsens Ny Teater genoptages traditionen med en seniorkoncert på Spil Dansk Dagen. I år bliver det til et glædeligt gensyn med Kisser & Søren, der tidligere har fyldt Horsens Ny Teater til bristepunktet med publikummere tiltrukket af deres mange danske hits.
 I Kuben kan børn i alderen 4-7 år kl. 14.30 opleve et vaskeægte dansk musikeventyr med Anders Boysen og William Sigurd Boysen i de musikalske hovedroller i fortællingen af Prinsesse Puha og Prins Pletfri. Senere i Kuben er der korsang med Enjoymint og derefter intimforedrag med Ida Wenøe inden sidstnævnte kl. 20 er på plakaten til Kulisselagerets songwriter koncert sammen med Jonathan Christensen og trioen Sidste Akt.
 På Spil Dansk Dagen er der også en udsolgt koncert med en af dansk musiks bedste sangskrivere Tim Christensen på Cafe GRaN, søndag den 2. november er Kamæleon koncert med Klezmerduo på Brædstrup Bibliotek samt masser af dansk blues til Blues Festivalen i Horsens fredag den 31. oktober og lørdag den 1. november.
 De samlede aktiviteter på Spil Dansk Dagen planlægges af en lokal styregruppe, bestående af Kulturafdelingen, Musikskolen og KulisseLageret.

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024