Stjernedrys over Learnmark-festen



- Vi vil ha’ mere! Vi vil ha’ mere! De 1300 festparate unge var mere end klar til at synge sammen med bandet Johnny Deluxe, da forsanger Noam Halby opfordrede dem til at synge sammen med ham. Forum Horsens kogte, pigerne hvinede og mobiltelefonenerne lyste op, når publikum forevigede eller delte deres oplevelse på de sociale medier.
 Ønsket om at få mere fik eleverne fra Learnmark Horsens og deres venner opfyldt ind til flere gange. Rapperen Blak kickstartede festen, og da en pige blandt publikum fik mulighed for at ønske storhittet ’Nede Mette’ var svaret:
 - Den venter vi lige lidt med at spille, så kan det være, at I synger endnu mere med!
 Publikums begejstring og lyst til at synge med kom helt af sig selv - også til de efterfølgende kunstnere: Poprockbandet Johnny Deluxe, den svenske house duo Vigiland og rapperen Kidd. Helt særligt var det for de unge, der med fremstrakte arme fik high fives fra deres idoler eller greb et svedigt håndklæde, der blev kastet ud over scenekanten.

Stjerneelever
Learnmark-festen var arrangeret af eleverne i skolens fem elevråd bistået af skolens festudvalg. HHX-elev Thomas Højgaard er formand for skolens Fælleselevråd med repræsentanter fra uddannelserne, og han har med et helt særligt overblik og engagement stået i spidsen for den succesfulde fest.
 - Jeg er glad for, at vi har fået så meget ansvar i forbindelse med planlægningen af festen. Vi har forberedt det hele selv, og det har givet enormt meget erfaring at stå i spidsen for så stort et arrangement, hvor elever på tværs af skolens uddannelser har arbejdet sammen både før, under og efter festen. Det har været super fedt at prøve et lidt større setup, end jeg normalt er med til i forbindelse med gymnasiefesterne, siger Thomas Højgaard.

God stemning
Omkring 30 professionelle vagter, samaritter og undervisere på skolen var med til at passe på de 1300 feststemte unge, der i fem timer gav den gas i Forum Horsens.
 - I betragtning af festens størrelse og aktivitetsniveau er det heldigvis begrænset, hvor mange episoder der har været i løbet af aftenen. Det bekræfter vagtselskabet i den efterfølgende rapport, og aftenen igennem kunne jeg også mærke den gode og glade stemning, der var i hallen, understreger Thomas Højgaard.
 Learnmark Horsens afholder hvert andet år en fest for alle skolens elever, som har mulighed for at invitere en ven med til festen. Learnmark-festen bliver på den måde også en fest for lokalområdets unge.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024